Nordjyske avlere forbereder sig: Mink ankommer lørdag

13 minkavlere har søgt om såkaldt dvalekompensation, som gør det muligt at genoptage erhvervet.

Burene støves af, fodret gøres klar, og så kan en ny virkelighed snart begynde for en håndfuld håbefulde nordjyske minkavlere.

For første gang siden masseaflivningen af mink i forbindelse med coronakrisen får danske minkavlere lov til at byde velkommen til avlsdyr lørdag morgen.

Det fortæller Louise Simonsen, der er formand for foreningen Danske Mink.

- Lørdag morgen ankommer der op mod 700 mink fra Norge. Derudover vil der også komme en god håndfuld fra både Finland og Spanien, siger hun.

13 minkavlere har søgt om dvalekompensation, der gør det muligt at vende tilbage til erhvervet. De må dog sande, at det i første omgang skal genopbygges i langt mindre skala, end man tidligere har været vant til.

- Vi når slet ikke det samme stadie, for før havde vi op mod 17 millioner mink fordelt i hele landet. Vi rammer ikke engang 5000 her i første omgang, siger Louise Simonsen.

Mellem jul og nytår har avlerne holdt møde med Fødevarestyrelsen om det forestående testsystem, som skal sikre, at minkfarmene ikke rammes af et coronaudbrud.

På mødet har avlerne aftalt med styrelsen, at de gerne vil hjælpe til, når dyrene skal testes. Ellers har styrelsen hidtil selv stået for det praktiske arbejde.

- Aftalen er lavet med Statens Serum Institut (SSI), der skal modtage PCR-test fra alle avlere en gang om ugen.

- Det sker via Fødevarestyrelsens dyrlæger, der jævnligt kommer til at besøge dem. 60 dyr skal hver uge testes på hver farm.

Muteret coronavirus var årsag til, at den daværende S-regering besluttede, at alle mink skulle aflives i november 2020.

I denne uge er avlerne ved at få de sidste ting på plads, inden de norske mink lander i Danmark.

- Der er en stor glæde forbundet med, at vi igen får mink. Men der er naturligvis også et pres over, at det er lang tid siden, at vi sidst havde mink her i landet.

- Derfor sørger avlerne jo også for, at der er styr på alt det praktiske, siger formanden.

Der følger en række konkrete krav og anbefalinger til erhvervet for at minimere risikoen for smitte i en besætning.

Minkavleren skal blandt andet have en smittebeskyttelsesplan om brug af værnemidler og skift af tøj og fodtøj.

Hvis en farm bliver ramt af coronasmitte, lægger Fødevarestyrelsen en række begrænsninger på den pågældende farm.

/ritzau/

Emneord

mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle