Ordfører skyder vejsag tilbage til borgmester

Loven tillader allerede at sende dele af regning for nye veje eller cykelstier til landmænd, mener V-ordfører. V-borgmester afviser og holder fast i ønske om lovændring.

Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen skyder nu bolden tilbage på borgmester Jesper Frost Rasmussens banehalvdel.

Det sker i sagen om, hvor Venstre-borgmesteren fra Esbjerg mener, at landmænd, der udvider sin bedrift, skal betale en del af regningen for nye veje, cykelstier og trafikregulering, hvis det er nødvendigt at anlægge.

Ordføreren mener nemlig, at vejloven allerede nu giver mulighed for dette.

"Esbjerg kommune bør se nærmere på vejlovens paragraf 29 og evt. 42, for det ser ud til, at der i vejloven allerede står det, kommunen efterlyser", siger Erling Bonnesen.

kommune afviser

I de nævnte paragraffer står, at "vejmyndigheden kan pålægge ejere af ejendomme at betale vejbidrag, hvis ejendommen grænser til eller kommer til at grænse til en offentlig vej".

I Esbjerg Kommune afviser forvaltningen imidlertid, at paragraf 29 kan anvendes.

"Vejbidragsreglerne indebærer imidlertid, at alle ejere af ejendomme langs den strækning, der er tale om, skal pålægges vejbidrag", lyder det i et skriftligt svar fra borgmester Jesper Frost Rasmussen, hvor der også står:

"Det er vores vurdering, at de to bestemmelser, de peger på, ikke er anvendelige i denne sammenhæng".

Erling Bonnesen har tidligere udtalt, at det ikke er Venstres officielle politik, at landmænd skal betale veje eller cykelstier. Det er primært myndighedernes opgave, sagde han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle