Stil krav ved levering af husdyrgødning til biogas

Af Gitte Grønbæk, direktør, Landbrugets Biomasseleverandører

Det går stærkt med at udbygge biogasproduktionen i Danmark. Det er godt for klimaet og godt for den grønne omstilling.

Landbrugets Biomasseleverandører er stolte over at kunne levere råvarer til grøn energi. Biogas er reel grøn energi, når det baseres på organiske restprodukter som husdyrgødning og husholdningsaffald.

Og der er store økonomiske interesser i den grønne dagsorden. Som leverandør af råvarer som fx husdyrgødning, skal vi være bevidste om værdien i vores råvarer. Klimagevinsten på bedriften ved at levere husdyrgødning til biogas redder ikke bedriftens klimaregnskab. For en malkekvægbedrift vil det reducere CO2-udledningen med ca. 3 -4 % og 5 – 6 % på en slagtesvinebedrift. Med hyppig udslusning og afgasning på en slagtesvinebedrift kan CO2 - udledningen reduceres med op til 17%.

Værdien ligger i en fornuftig betaling for udlån af husdyrgødningen.

LBBL peger på følgende opmærksomhedspunkter i leveringskontrakter:

• Stil krav til den afgassede gylle

Som det ser ud nu, så opfordrer vi til, at man får skrevet ind i kontrakterne, at kvaliteten af den afgassede gylle skal matche den rågylle, man leverer. Hos mange biogasanlæg er der store udfordringer med alt for høj tørstofprocent i den afgassede gylle, fordi der bruges mere og mere halm og dybstrøelse. Ved udbringning med slanger bliver der stor ammoniakfordampning og dermed ringe udnyttelse af kvælstof i gyllen. Dette skader både klimaet og pengepungen, da der skal købes ekstra kvælstof ind.

• Stil krav til fosforindholdet i den afgassede gylle

For højt fosforindhold kræver et større udspredningsareal.

• Stil krav om, at klimareduktionen på bedriften skal tilfalde bedriften

Ellers kan det ikke medregnes i fx Arlas produktregnskab.

• Stil krav til betaling for udlån af husdyrgødningen

Betaling for levering af husdyrgødning skal afspejle både gaspris, CO2-certifikatpris og nye kommende sidestrømme. Fremtiden tyder på, at gasprisen falder, men certifikatprisen stiger. Din underskrift på selvdeklarering er penge værd, da det er grundlaget for at biogasselskabet kan sælge de dyre CO2-certifikater.

Afgasning af gylle skaber værdi. I 2022 var gasværdien af et ton gylle ca. 123 kr. plus værdi af certifikater som minimum var 18 kr pr ton gylle.

I 2021 var gasværdien af et ton gylle ca. 51 kr. plus certifikatværdien på minimum 18 kr. pr ton gylle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle