Stor raps-aftager har vækstet vildt og runder den magiske milliard i omsætning

Emmelev A/S har i år rundet en milliard i omsætning, og det skyldes især et politisk krav om iblanding af mere biodiesel i brændstof. Men den vækst-fest kan blive en kort glæde, hvis kravet ikke forlænges.

2019 blev året hvor Emmelev A/S, der producerer biodiesel af vegetabilske olier og oliekager, rundede "den magiske milliard" i omsætning.

Dermed har virksomheden, med base i Otterup på Nordfyn, fordoblet sin omsætning på blot fire år fra 506 mio. kr. i 2015 til 1,0 mia. i 2019. Det viser virksomhedens regnskab.

"Det er da et magisk tal, og det er da fantastisk at nå op og få et nul mere på. Vi har haft en fin vækst, må man sige, og det er vi meget stolte af", siger Morten Simonsen, medejer af Emmelev A/S.

Virksomhedens bundlinje er også vokset markant, og det seneste år er resultatet forbedret med næsten 10 mio. i forhold til året før med et overskud på 43,7 mio. kr. i 2019 mod 34,3 mio. kr. i 2018.

"Det er jo ikke fordi, det har gået uden bump siden 1838, men nu har vi haft markedet i hvert fald her i 2020, og vi er kommet op i et niveau, som er realistisk, og hvor også bundlinjen kan følge med", siger Morten Simonsen, der er sjette generation hos Emmelev, der startede som en landsbymølle i 1838.

I dag er Emmelev A/S vokset til en moderne virksomhed, der af dansk raps producerer op mod halvdelen af den biodiesel, der bruges herhjemme. Derudover producerer Emmelev også rapsolie, foderkager til især kvæg samt glycerin, der sælges til pharmaindustrien.


Bortfald af Politisk krav kan true

Den flotte vækst skyldes især øget efterspørgsel, forklarer Morten Simonsen.

"2019 var bare et år, hvor tingene lykkedes. Især det øgede iblandingskrav, der kom, hjalp til at vi i november og december havde rigtig travlt".

Det er et krav fra EU, at der er iblandet en vis mængde biodiesel i diesel. I 2018 blev det besluttet, at iblandingskravet i Danmark ved lov skulle hævet fra 5,75 procent til 7,6 procent i 2020. Derfor fik en del olieselskaber travlt med at indkøbe biodiesel i 2019.

Men det krav gælder kun ét år, og fra 2021 kan iblandingskravet altså falde igen. 

"Vi er meget spændte på 2021, og om de (politikerne red.) sætter kravet ned igen. Hvis det sker, falder markedet i Danmark med 20-22 procent, og det vil betyde et fald for os", siger Morten Simonsen, der så pointerer at virksomheden må forsøge sig med at øge deres eksport.

Eksport af raps-produkterne udgør i øjeblikket omkring 10-15 procent af selskabets omsætning.

Corona sætter en bremse for vækst-raket 

Målet for 2020 var at nå en vækst på 20 procent igen, men det har corona-krisen formentlig sat en stopper for.

"Forbruget af diesel faldt i nogle måneder med 30 procent, fordi folk ikke flyttede sig, og det rammer selvfølgelig også vores forretning. Så nu tror jeg maks., det bliver en vækst på fem procent i år".

"Det koster nok lidt på bundlinjen i 2020", siger Morten Simonsen, der pointerer, at Emmelev stadig har fin plads til at vokse i Danmark.

"Markedet er jo dobbelt så stort, da vi kun har halvdelen af det danske marked".

Bæredygtigt princip

Biodiesel kan erstatte fossil diesel som brændstof til den tunge trafik, og dermed kan biodiesel være med til at reducere det danske CO2-udslip. Men det er ikke hele fortællingen. Emmelev A/S vil også gerne fortælle om det nære princip i, at de køber raps af danske producenter og sælger grønt brændstof og raps-produkter til danske aftagere.

"Det er den historie vi gerne vil fortælle. Vi kan købe og sælge alt inden for 200 km, hvis vi er dygtige nok. Det er en del af filosofien, at vi ikke mener, at biobrændstoffer skal flyttes over lange afstande, men at rapsproduktionen og aftagere er tæt på", siger han.

Emmelev beskæftiger 45 ansatte fordelt på fem filialer i Danmark.

Faktaboks

Emmelev A/S

  • Emmelev A/S er en af to danske biodiesel-producenter.
  • Råvaren raps købes direkte hos danske landmænd eller grovvareselskaber.
  • Rapsen presses og forarbejdes ud over til biodiesel også til rapsolie, foderkager til især kvæg samt glycerin, der sælges til pharmaindustrien.
  • Emmelev beskæftiger 45 ansatte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle