Hvor er det opløftende: Producenter bakker op om prrs-plan

Ugen På Spidsen: Sidste uge på Grisekongressen var der mere nyt om planerne for en sanering af landet for prrs. Den gode nyhed til planlægningsgruppen er, at de svineproducenter jeg har snakket med, alle har været positive overfor målet om at sanere, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Sidste år i forbindelse med kongressen luftede sektordirketør Christian Fink Hansen nogle tanker om sanering af landet for prrs. 

I sidste uge kunne vi på Grisekongressen høre mere om planerne, skønt der stadig er mange ubesvarede spørgsmål.

Man kan altid lave en plan, men for at en plan om reduktion/sanering af prrs kan gennemføres, skal stort set alle svineproducenter inddrages. 

Det drejer sig immervæk om cirka 3.000 besætninger, hvoraf 30 procent - omkring 1.000 på landsplan - er prrs-positve.  

Og så skal der være opbakning til, at man i fællesskab går den vej, og at hver enkelt svineproducent skal kunne se sig selv som en del af planen og tage de ulemper og omkostninger på sig, der uvægerligt kommer. 

To spørgsmål

To spørgsmål kræver svar: 

  • Vil man det? 
  • Kan man blive enige om gennemførelse?

De svineproducenter jeg har snakket med, har alle været positive overfor målet om at sanere landet for prrs. Det gælder uanset om de i dag er prrs-positive eller prrs-negative.

Hovedparten har endda understreget, at de helst ser en sanering fremfor en reduktion. Kun en sanering fjerner risikoen for reinfektion. 

Det sidste spørgsmål - om man kan blive enige om en gennemførelse - er sværere at svare på, så længe indsatsen og anstrengelserne ikke er fuldt belyst.

Flere har sagt at »så vanskeligt eller dyrt er det heller ikke at delsanere et sohold for prrs« og det samme gælder for slagtesvineproducenter. Gevinsten er større end indsatsen, hvis risikoen for reinfektion sænkes. 

opbakning til planen

Derfor denne besked til planlægningsgruppen: Der er opbakning til målet og lige nu momentum til at komme videre. Tøv ikke med at komme ud i landet og få talt med svineproducenter. De vil gerne af med prrs.

Det, synes jeg, er opløftende på alles vegne. 

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle