Ny grisestald sparer avlsbedrift for 25 kilometer traktortur

Charlotte Duus Christensen kan sløjfe to lejemål, når hun om få dage kan sætte grise ind i en ny afprøvnings- og poltestald.

Egentlig ville hun gerne udvide sit sohold fra 500 søer til 800 søer for at optimere logistikken, men i første omgang er hendes udvidelsesplaner for DanBred-avls- og opformeringsbesætningen Hønsnapgaard ved Kruså mundet ud i en ny 2.000 kvm afprøvnings- og poltestald. der blev indviet med et åbent stald-arrangement fredag.

Den nybyggede stald er beliggende blot få hundrede meter fra hendes hovedejendom, et barmarksprojekt fra 2005, der blev opført samtidig med indledningen på hendes karriere som selvstændig svineproducent efter 15 år i København med mand, tre børn og en uddannelse og job som fysioterapeut.

Den korte afstand mellem de to ejendomme samt ældre stalde, hvor familien bor, er en helt anden virkelighed, end den hun har været vant til.

"Med færdiggørelsen af stalden kan vi spare to lejemål. Arbejdsmæssigt kommer det til at betyde rigtig meget, at vi får kortere afstand mellem ejendommene".

Hidtil har det ene af de to lejemål krævet 25 km på traktor, når vi har transporteret vores dyr til forsøg«, fortæller Charlotte Duus Christensen.

Roser til Gråkjær

I lighed med barmarksprojektet er det Gråkjær, der har stået for staldbyggeriet, der blev indledt i maj og ventes at komme i brug i uge 51, når de første grise indsættes.

»Jeg har valgt at få bygget stalden i total-entreprise for at have så stor sikkerhed for projektet som muligt, og jeg har kunnet koncentere mig om det, jeg er bedst til«, siger Charlotte Duus Christensen og sender samtidig roser mod Gråkjær for det arbejde, det vestjyske firma har udført.

Staldanlægget er opført med seks ens sektioner. Der er to foderstrenge til tørfoder. I sektionerne holdes polte og renracede dyr i hver deres stier.

Ved siden af udleveringen er der et mindre lokale med tre vinduer ud mod udleveringen. Her kan dyrlægen eller besøgende se dyrene på afstand.

"Det kan vi godt kalde et slags showroom", siger hun med et smil.

Når stalden er kørt ind, er Charlotte Duus Christensen klar til at stile højere på ranglisten over de bedste landrace-avlere hos DanBred.

"Da vi startede, var vi selvfølgelig nederst på listen, men nu er vi kommet op på tredjepladsen. Fremover vil jeg da gerne drille nogle af de gamle avlere og går efter førstepladsen", siger hun.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle