Svineproducenter vilde med mælkeanlæg

DanVit og MS UniTek har haft stor salgssucces med et nyudviklet mælkeanlæg, der så dagens lys tidligere på året.

Mælkeanlæg og minivådfodringsanlæg har gået sin sejrsgang i de seneste år.

En vis andel af de danske soholdere har kastet sig ud i at supplere mælken fra soen med forskellige fodersystemer, og det tog DanVit og MS UniTek konsekvensen af tidligere på året.

De slog pjalterne sammen og udviklede et fuldautomatisk mælkeanlæg.

»Jeg havde en idé til et mælkeanlæg, og DanVit var i fuld gang med afprøvning af en prototype af mælkeanlæg ved en soholder, så derfor gik vi sammen om at udvikle en komplet løsning«, fortæller Martin Sørensen, indehaver af MS UniTek.

Tankerne blev omsat til et mælkeanlæg, der er kendetegnet ved en meget simpel betjening med fire knapper, et anlæg i rustfrit stål og nem rengøring.

Denne tilgang har gjort, at mælkeanlægget har opnået en god afsætning på det danske marked.

»Da vi gik i gang med salget i maj, havde vi et mål om, at vi skulle sælge 20 anlæg inden udgangen af året. Nu står vi på Agromek og kan konstatere, at vi allerede har nået målet i november«, siger en tilfreds Karsten N. Andersen, salgschef og medejer af DanVit.

Efterlyser nem betjening

Mælkeanlægget er også blevet afsat til udlandet, og det kan også blive uden for landets grænser, de næste anlæg skal afsættes til.

»Vi er optimistiske med vores muligheder for at sælge mælkeanlægget, for producenterne er meget glade for vores anlæg, men vi kan også mærke, at økonomien ikke er så god for tiden blandt svineproducenterne«, siger Karsten N. Andersen.

En særlig ny feature ved mælkeanlægget fra DanVit og MS UniTek er en doseringspumpe, som muliggør tildeling af jern sammen med mælken.

»Vi har en kunde, som har afprøvet løsningen med at tildele jern, der er blandet op med mælken. Han har efter en måneds tid kun gode oplevelser, og han melder tilbage, at grisene ikke går fra mælken. Så vi har en unik løsning med jerntildeling, som jeg ikke har kendskab til, andre anlægsproducenter er i stand til«, fremhæver Karsten N. Andersen.

Hverken Martin Sørensen eller Karsten N. Andersen har en forklaring på, hvordan det er lykkedes at få jernet blandet med mælken, uden at grisene går fra mælken.

»Forklaringen må være vores mælk DanWean CupMilk, som vi har udviklet gennem det seneste år«, siger Karsten N. Andersen, der sammen med Martin Sørensen nu vil ud til flere af de eksisterende kunder for at tilbyde dem løsningen med tildeling af jern.

Mælkeanlægget kan i øvrigt rumme 100 kg mælkepulver, og det svarer til, at et soanlæg med 1.500 søer skal have fyldt op med mælkepulver en gang i døgnet.

Faktaboks

Det er sket i 2018

  • DanVit og MS UniTek finder i februar sammen om at udvikle et mælkeanlæg.
  • I maj kommer mælkeanlægget i handlen.
  • I november er der solgt 20 anlæg.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle