Tre nominerede til prisen som Årets Øko-elev 2022

Der er valgt tre nominerede til prisen som årets øko-elev 2022. Mød dem her.

Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer hylder unge, der brænder for den økologiske produktion. Derfor kårer Økologisektionen på sit årsmøde torsdag 27. oktober årets øko-elev 2022.

Dommerkomitéen har nomineret tre unge landbrugsskoleelever ud fra et stærkt kandidatfelt med 14 kandidater fra ni forskellige landbrugsskoler.


Laura - økologisk influencer med kant og kærlighed til kalve

Laura Cecilie Torp Søgaard (20) er indstillet af Asmildkloster Landbrugsskole og praktikvært Thomas Søgaard, Tastum Jersey. Laura deler sin tid mellem sit praktiksted, hvor hun i sin 2. praktikperiode passer kalvene, og Innovationscenter for Økologisk Landbrug, hvor hun formidler om økologisk landbrug på Instagram profilen ’Derfor landmand’. Fra skole og praktikvært får hun stor ros, blandt andet for faglighed, gå-på-mod og personlighed ’med kant’.


Maiken - Glade grise er bare federe end kontoret

Maiken Skov Nielsen (30) er indstillet af Dalum Landbrugsskole og praktikstedet Risbjerg Landbrug.

Maiken er uddannet inden for kontor, men valgte i en alder af 29 at skifte spor til landbrug. Det har hun ikke fortrudt et sekund, for ’det er bare fedt at være ude hos grisene’ - uanset om det er i sne, sol eller regn. Fra skolen får hun ros for af turde udfordre vanetænkning, og fra praktikstedet forlyder, at hun er nysgerrig, spørgende og sætter sig ind i sit område.


Theis - Kan manøvrere alt på hjul og opdrætter egne tyrekalve

Theis Elmholt Bull (22) er indstillet af Agroskolen og praktikvært Feldbjerg Økologi.

Theis går på Agroskolen på Produktionsleder og har erfaring med både mælkeproduktion, planteavl, kødproduktion og naturpleje fra praktikophold. Han er især optaget af økonomien i økologisk planteavl og tyrekalveproduktion og har sit eget opdræt af tyrekalve. Skolen roser ham blandt meget andet for at være aktiv og dygtig, mens hans praktikvært mener, han ’skiller sig meget ud’ med sine evner til at køre med alle forskellige landbrugsmaskiner.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle