Sultne kronhjorte plager skovejere på Vestsjælland

Kronhjorte bestanden er i fremgang.

De spiser kornet og gnubber barken af skovens træer.

Danmarks største pattedyr, kronhjorten, har bidt sig så meget fast i det vestsjællandske landskab ved Store Åmose, at det går voldsomt ud over lokale land- og skovbrug.

Det fortæller DR P4 Sjælland.

Derfor vil de lokale jægere nu nedlægge flere hjorte. En af dem, der mærker følgerne af det stigende antal kronvildt, er skovejer Sven Rosenmeyer Paulsen.

"Cirka halvdelen af træerne i skoven er beskadigede på grund af kronvildtet. Kommer der en efterårsstorm, så er træerne i risiko for at vælte," siger Sven Rosenmeyer Paulsen til DR, P4 Sjælland.

Og skal skovejerne have noget ud af træet, så er de nødt til at skære det beskadigede stykke væk, og resten af træet kan så bruges.

"Men det betyder, at den mest økonomisk fordelagtige del af stammen, den må man kassere," siger han.

Men det er ikke kun hensynet til indtjeningen fra skove og marker, der tæller. Sven Rosenmeyer Paulsen er også formand for det lokale kronhjortelaug, og her har man besluttet at skrue op for jagten på den store drøvtygger.

"Vi vil ikke udrydde dem. Vi vil gerne sikre os, at der er en levedygtig og sund bestand. For vi kan risikere, at der ikke er føde nok om vinteren, så de bliver syge," forklarer Sven Rosenmeyer Paulsen til DR, P4 Sjælland

Sidste år skød jægerne i Store Åmose 82 stykker kronvildt - Men Sven Rosenmeyer Paulsen anslår, at der samme år kom cirka 150 kalve til.

Bestanden af kronhjorte ved Åmosen er nu oppe på over 600 stykker af det store dyr, som kan veje over 200 kilo.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle