Den velkendte ordning, hvor 25.000 svinetransporter årligt vaskes gratis ved den dansk-tyske grænse, er udfordret, påpegede Erik Larsen i beretningen på Årsmødet i Seges VSP tirsdag formiddag.
»Vi har simpelthen ikke penge til at finansiere alle de serviceydelser med fællesmidler, så vi arbejder på at finde en løsning med brugerbetaling,« sagde han.
Det er vigtigt, at der er en effektiv vask af biler ved grænsen. Derfor har VSP bedt førende eksperter om en grundig risiko-analyse og anbefaling.
»Konklusionen er blevet, at vi har indført den såkaldte sikkerhedsvask to steder ved Padborg. Det er en grundig sæbevask efterfulgt af en desinficering, som vognmanden nu kan tilkøbe og få mulighed for 12 timers karantæne,« siger Erik Larsen.
Alternativet er 48 timers karantæne.
Samtidig pegede han på, hvor vigtigt det er med høj sikkerhed for smittebeskyttelse.
»Det koster over 2,5 mia. kr., hvis bare en producent slækker på sikkerheden,« sagde han.
Det næste år vil VSP’s egne dyrlæger fra Sundhedskontrollen løbende foretage en uanmeldt kontrol på vaskepladser og samlestederne for at sikre, at både vogne, vaskepladserne og personalet lever op til forventningerne.
Udgiften til en normal vask af en svinetransport er cirka en kr. pr. smågris.
Kommentarer