Byggefirma: Støtteordninger bør ændres

Støtteordninger skal justeres, så der er løbende ansøgninger, og finansieringen skal være på plads, mener Hans Jørgen Pedersen, direktør i Agrifarm.

Den netop afsluttede støtteordning for slagtesvinestalde viste sig som en stor succes med mange ansøgere.

Men det er tvivlsomt, om alle ansøgninger har en chance for at opnå finansiering.

Det er påstanden fra Agrifarms direktør, Hans Jørgen Pedersen, som selv er involveret i en række projekter, der kan munde ud i nye slagtesvinestalde.

»Jeg ved, at der er projekter, som har svært ved at få finansieringen på plads. Selv de, der tjener gode penge, har vanskeligheder med finanseringen,« ærgrer han sig.

Ændret krav til finansiering

Oprindeligt var det tanken med moderniseringsstøtteordningen for slagtesvin, at der skulle være en endelig finansieringsplan på plads ved ansøgning til puljen.

»Men det krav blev ændret undervejs, så man endte med kun at have et krav om finanseringstilkendegivelse,« fortæller han.

Han mener, at fremtidige støtteordninger til landbruget skal have en anden opbygning.

»Først og fremmest skal der være en endelig finanseringsplan på plads, før man kan ansøge en støtteordning. Men vi skal også væk fra ordninger, hvor der er en fast ansøgningsfrist og i stedet for have løbende mulighed for at ansøge. Når finanseringen er plads, skal man kunne stille sig op i køen. På den måde tingene er indrettet nu, får vi en start and go-ordningen, hvor vi får rigtigt travlt i december og januar med de nye stalde. Så travlt, at vi risikerer at skubbe nogle af projekter, fordi der er en begrænset kapacitet hos vores underleverandører. Nu er der kommet en pulje på bordet, så lad os da få den ud at arbejde. Det er der altså arbejdspladser i,« siger Hans Jørgen Pedersen.

Drop støtteordninger og gør rammerne bedre

Han så helst, at der ikke var støtteordninger for landbruget.

»Det er trist, at det er nødvendigt med støtteordninger for at få gang i staldbyggeriet. Men omvendt så er det måske det, der skal til for at få vendt stemningen. Det afgørende for branchen er, at vi får ændret producenternes rammevilkår,« siger han.

Rammevilkår støder Agrifarm også selv ind i.

»Vi bliver selv ramt af miljølovgningen, fordi vi kun har tilladelse til at bygge fem stalde med vores nye teknologier, som ikke er optaget på teknologilisten endnu. Det er anderledes i for eksempel Holland, hvor der ikke er samme regler. De danske regler er ikke venlige over for små og mellemstore virksomheder som os, og udviklingen bliver automatisk langsommere end andre steder,« påpeger han.

Faktaboks

Agrifarm

  • Prisvindende byggefirma med base ved Agro Business Park, nabo til AU Foulum.
  • Har bl.a. bygget en slagtesvinestald for Kim Kjær Knudsen.
  • Firmaet udspringer fra MT Højgaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle