Gevinst på 101 kr. for at holde på de unge søer

Demonstrations-projektet »Holdbarhed hos unge søer« gav 21 deltagende besætninger en økonomisk gevinst på 101 kr. pr. årsso.

Det kan betale sig at holde fokus på holdbarheden hos unge søer.

Det viser resultaterne fra demonstrations-projektet »Holdbarhed hos unge søer«, som er blevet afrapporteret.

I gennemsnit har de 21 besætninger opnået en økonomisk gevinst på 101 kr. pr. årsso. Dog har fem besætninger ikke opnået en økonomisk gevinst i projektperioden, som var fra 1. maj 2015 og frem til 30. september 2016.

Gevinsten er fremkommet ved, at behovet for rekruttering af polte i gennemsnit er reduceret med to procentpoint. Desuden har forbedret management i besætningerne øget effektiviteten med 1,17 fravænnede grise pr. årsso. Fremgangen for fravænnede grise er efter korrektion for avlsfremgang.

Seges, der har stået bag projektet, oplyser, at besætningerne før projektstart satte 29,4 procent af de udsatte søer ud inden løbning til tredje kuld. Ved projektafslutningen var tallet reduceret til 24,6 procent.

Alderen på de udsatte søer blev i projektperioden øget fra 4,1 kuld til et aldersgennemsnit på 4,4 kuld.

Andelen af unge søer, der døde eller blev aflivet, forblev uændret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle