Ændrede regler for overdragelse af pligtige og husdyrefterafgrøder

Plantedækkebekendtgørelsen for planperioden 2020/2021 træder i kraft 1. august 2020. Se de væsentligste ændringer og find vejledning.

Landbrugsstyrelsen har opdateret vejledningen for Plantedækkebekendtgørelsen.

Vejledningen giver overblik over reglerne for pligtige og husdyrefterafgrøder og dyrkningsrelaterede tiltag.

"I vejledningen kan du også finde hjælp til at vælge mellem at etablere efterafgrøder eller alternativer til efterafgrøder, og når du skal indberette dine valg. Reglerne har hidtil været beskrevet i vejledningen for gødskning- og harmoniregler, men udkommer nu i en selvstændig vejledning", skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

De væsentligste ændringer er:

  • Omregningsfaktoren for alternativet tidlig såning er ændret.
  • Det er ikke længere muligt frit at overdrage efterafgrøder mellem virksomheder.
  • Det er ikke længere muligt at benytte alternativet forbrænding af fiberfraktion af husdyrgødning.
  • Husdyrefterafgrødekravet for planperioden er opdateret.

Ny omregningsfaktor for tidlig såning

Du kan bruge tidlig såning af visse arter af vinterkorn som alternativ til at etablere pligtige og husdyrefterafgrøder. Omregningsfaktoren for etablering af tidligt sået vinterhvede, vinterbyg, vinterrug og triticale som alternativ er ændret fra 4:1 til 2:1. Det betyder, at du nu skal etablere 2 ha med tidligt sået vintersæd for at erstatte 1 ha efterafgrøder.

Du kan ikke bruge forbrænding af fiberfraktion af husdyrgødning

Forbrænding af fiberfraktion af husdyrgødning kan ikke længere anvendes som alternativ til efterafgrøder til at opfylde kravet om pligtige og husdyrefterafgrøder.

Virksomheder må ikke frit overdrage efterafgrøder til hinanden

Reglerne for at overdrage efterafgrøder mellem virksomheder er ændret. Det betyder, at man ikke længere frit kan overdrage eller modtage overskud af efterafgrøder og alternativer til efterafgrøder mellem virksomheder. Kun virksomheder, der udmeldes af Register for Gødningsregnskab, kan overdrage deres overskud af efterafgrøder, og kun virksomheder, som også modtager jord fra en udmeldt virksomhed, kan modtage efterafgrøder fra samme virksomhed.

Se det kommende husdyrefterafgrødekrav

Husdyrefterafgrødekravet varierer fra opland til opland og genberegnes for hver planperiode. I vejledningen er en oversigt med kravet i de enkelte oplande.

Du kan se det kommende husdyrefterafgrødekrav på et kort her

Du kan læse hele nyheden på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle