Øko-fond når selvudnævnt milepæl: Opnår aktiekapital på mere end 40 millioner kroner

Dansk Økojord har med over 800 aktionærer opnået en aktiekapital på over 40 millioner kroner.

Flere end 800 aktionærer har siden september 2017 købt aktier i selskabet Dansk Økojord A/S, datterselskabet under Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

Dermed rundede fonden pr. 1. september 2022 en aktiekapital på mere end 40 millioner kroner.

En bedrift, som næstformand Susanne Herfelt kalder for en 'milepæl'.

- Da vi stiftede Danmarks Økologiske Jordbrugsfond tilbage i 2017, var det med en vis usikkerhed om, hvorvidt danskerne ville tage dette tilbud om mere økologi, klimatiltag, øget biodiversitet og drikkevandsbeskyttelse til sig ved at købe helt almindelige aktier. Den usikkerhed har vist sig ikke at være berettiget med vores netop opnåede aktiekapital, udtaler næstformand Susanne Herfelt i en pressemeddelelse.

Fonden investerer i landbrugsejendomme for at omlægge dem til økologi. 

Indtil videre har fonden opkøbt mere end 800 hektar jord og hjulpet 11 yngre landmænd i drift på arealer, som derved enten bliver bevaret som eller omlagt til økologisk produktion.

Må rejse dobbelt så meget 

Ifølge formand Lars-Christian Brask viser de mange investeringer, at fondens model har sin berettigelse.

- Om end vores afkast vil være moderate, bidrager vi på mange flere bundlinjer. Det kvitterer en række borgere og virksomheder for med deres investering hos os. Dette er et godt eksempel på impact investering, som bidrager til den nødvendige grønne omstilling, som vi alle skal bidrage til, siger Lars-Christian Brask.

Dansk Økojord A/S har via sin godkendelse hos Finanstilsynet mulighed for at rejse op til 82 millioner kroner med afsæt i sit prospekt - dette kan ske frem til 2024.

En aktie koster 1.000 kroner, og man er forpligtet til at købe minimum 10 stk.

Selskabet finansierer sine investeringer dels med egenkapital dels med realkreditlån.

Allerede i september 2021 havde selskabet investeringer for over 100 millioner kroner i den danske muld. 

Tidligere lød det, at fonden sigtede mod at investere yderligere 25 millioner kroner i landbrugsejendomme i 2022.

- Vi fortsætter ufortrødent med at skaffe nye aktionærer og købe nye arealer. Vores dagsorden er mere relevant end nogensinde før, siger direktør Kim Qvist.

2021 blev et gennembrudsår for investeringsfonden Dansk Økojord. I 2021 investerede Dansk Økojord for 43,9 millioner af kroner, og fonden kom ud med et driftsresultat på 1,6 millioner kroner, hvilket var 1,1 million kroner mere end i 2020. Bundlinjen landede med på 0,4 million kroner.

Fonden investerede desuden i sin første mælkebedrift i september 2021.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle