Økologiformand ser 'interessante takter' i Alternativets landbrugsudspil

Landbrug & Fødevarers økologiformand Hans Erik Jørgensen er positiv overfor dele af Alternativets Landbrugsudspil, som bl.a. indebærer at hele Danmarks landbrugsareal skal omlægges til økologi.

Tirsdag kom partiet Alternativet med et ombrust landbrugsudspil, hvor der blandt andet blev lagt op til at omlægge hele Danmarks landbrugsareal til økologi.

Og ifølge Landbrug & Fødevarers økologiformand Hans Erik Jørgensen er der spændende dele i landbrugsudspillet, der efterfølgende blev revset af adm. direktør Karen Hækkerup.

"Som økologiformand i Landbrug & Fødevarer ser jeg et stort potentiale i den økologiske produktion, og er sikker på vi kan nå meget længere end vi er i dag. Det glæder mig derfor også, når de politiske partier på Christiansborg bakker op om økologien", siger han til landbrugsavisen.dk.

"Der skal ikke være tvivl om at jeg synes, der er nogle interessante takter om økologi i Alternativets udspil – blandt andet i forhold til forskning, hvor vi også i Landbrug & Fødevarer, arbejder for at det skal prioriteres meget højere, end det bliver i dag".

nye foderalternativer er velkomne

Han bakker også op om, at der skal indføres konkrete klimakrav i økologilovgivningen.

"Sammen med Økologisk Landsforening har vi foreslået Miljø- og Fødevareministeriet, at der skal være krav om kulstofbinding i de økologiske produktionsregler", siger han og fremhæver også Alternativets ønske om nye foderalternativer.
 
"Og så er jeg ligesom Alternativet optaget af, at vi kommer videre med at udvikle nye proteintyper til foder osv. Det kan være bioraffinering, insekter eller tang eller noget helt fjerde. Det er bare et område, hvor der skal ske meget mere - ikke mindst for os økologer. Så tak for at sætte det på dagsordenen", siger han.

alt med måde

Økologien fylder i dag mindre end 15 procent af det danske landbrugsareal, og derfor peger økologiformanden da også på, at en komplet omlægning af det danske landbrugsareal er en stor mundfuld.

"Alternativet har en vision om at fødevareproduktionen i Danmark skal være 100 pct. økologisk i 2040. Hvor meget økologien lige præcis fylder til den tid, er svært at spå om, men 100 pct. er ret vidtgående i forhold til den situation vi har i dag".

"Men uanset om man er økolog eller ej, synes jeg det må være det vigtigste, at vi har et landbrug med mange udviklingsveje og hvor der er plads til alle", siger han.

Landbrug & Fødevarers økologiformand Hans Erik Jørgensen understreger dog, at det er nødvendigt, at økologien efterspørges i en grad, så det er rentabelt for de danske økologer.

"Som økologiske landmænd står vi med en økonomisk virkelighed, som betyder, at vores bondegård bare ikke kan løbe rundt, hvis der ikke er tilstrækkelig betalingsvillighed hos de enkelte forbrugere. Der skal være et marked bag – båd herhjemme og i udlandet. Politiske visioner kan ikke gøre det alene", afslutter han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle