Alle seks børn hjælper til under høsten

Hollandskfødte Roos Lauridsen skulle egentlig kun have været i Danmark i et halvt år. Nu er det 37 år siden, og hun har fået seks børn, som alle hjælper til under høsten.

Sammen med sin mand Ole Willumsgaard Lauridsen bor Roos Lauridsen ved Hemmet nær Ringkøbing Fjord. Her driver parret en mælkeproduktion med 180 malkekvæg og samt slagtekalve. Derudover har de i år dyrket 90 hektar med vårbyg og 90 hektar med majs, begge dele til foder. Vårbyggen blev høstet på otte dage, hvor alle børnene kom og hjalp til med høstarbejdet. 

- Vi har seks børn, og de hjælper alle sammen til. Vi har en pige, som har kørt korn fra for første gang. Hun plejer at arbejde i bageri, men hun havde ikke lige noget arbejde de dage, så hun syntes godt at hun kunne køre korn fra, siger Roos Lauridsen. 

Vårbyggen blev høstet på otte dage med kyndig hjælp fra den store familie, der indtog frokosten i marken. Foto: Roos Lauridsen. 

Roos Lauridsen er oprindelig fra Holland hvor hun uddannede sig som landmand. Hun tog til Danmark for et praktikophold som skulle vare et halvt år, men det endte med at vare lidt længere. 

- Jeg havde taget min landbrugsuddannelse i Holland, og så mødte jeg en lærer, der havde arbejdet her i Danmark. På den måde kom jeg på en ejendom i Hemmet, og så lærte jeg Ole (Roos’ mand, red.) at kende igennem folkedans. Nu er det efterhånden 37 år, at jeg har været her, selvom det egentlig kun skulle have været et halvt år, at jeg skulle være i Danmark, fortæller Roos Lauridsen. 

Roose Lauridsens ene datter Ida Willumsgaard Lauridsen kørte kornvogn for første gang i år. Hun deltog også i Skyd Høsten konkurrencen med dette flotte solnedgangsbillede. Foto: Ida Willumsgaard Lauridsen

Høsten havde ladet vente på sig, på den Vestjyske bedrift. Alt vårbyggen havde fået lov til at stå til midten af september, hvor det så blev høstet på otte dage. Vårbyggen bliver dyrket til foder for bedriftens dyr, men sidste år var høsten så positiv, at de havde råd til at sælge en del videre. Det var ikke tilfældet i år, men alligevel var det ikke så slemt som man havde frygtet, fortæller Roos Lauridsen.

- Vi bruger selv det meste af vores eget korn, men sidste år gav det så godt, at der fik vi solgt noget af det videre. Det ved jeg ikke om vi kommer til i år, nu må vi se. Men det er ikke helt dårligt. Jeg tror ikke, at det er gået så skidt, som vi havde regnet med. 

Majsen står stadig på marken, og selvom de har været udsat for hård blæst, så synes Roos Lauridsen stadig, at den står flot. 

- Majsen har stået godt, men der har været lidt stormvejr, som har været skidt for majsen. Men vi synes stadig, at det står højt.
 

Faktaboks

Skyd Høsten 2023 - Sådan gør du 

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst: 

  • Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
  • Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.

Emneord

Skyd Høsten 2023

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle