Analytikere: Kina holder igen med at handle amerikanske sojabønner

Positive forventninger for verdensøkonomien, men gælden er eksploderet. Og så presser billigere sydamerikanske sojabønner amerikansk eksport efter nytår

Året synes at ebbe ud med positive forventninger til verdensøkonomien for det kommende år.

Usikkerheden har foreløbig sænket sig med større afklaring om en fase 1-handelsaftale mellem USA og Kina, samt ikke mindst Brexit. Det har ført til betydelige aktiekursstigninger i året, der er gået, og den lavere frygt udmønter sig i, at renterne også er steget lidt fra bunden i august. Det skriver Jyske Markets.

En af udfordringerne er imidlertid at verdensøkonomien aldrig har været gældsat så meget som i dag, både i kroner og øre og relativt til økonomiens størrelse. De seneste dage har rating bureauerne Moody’s og Fitch netop peget på at gælden, særligt i det kinesiske erhvervsliv, som den største risikofaktor for den globale økonomi.

Også World Bank påpeger at gælden i udviklingslande er steget betydeligt og i dag er mere sårbare en før finanskrisen. Verden står derfor i en situation, hvor der ikke er plads til væsentlige rentestigninger, uden at det potentielt kan udløse en gældskrise.

Kina holder igen med at handle Amerikansk

Trods forventninger om, at en handelsaftale skal underskrives inden for den næste måneds tid, har de amerikanske eksportører af sojabønner endnu til gode at se nye større salg til Kina, selvom et enkelt salg på 126.000 ton blev offentliggjort til Kina i går.

Her og nu er de amerikanske FOB-priser på sojabønner de billigste. Men med det samme vi runder nytår, står en ny sydamerikansk høst for døren med estimeret 190-200 mio. ton sojabønner, og det kommer til udtryk i de sydamerikanske FOB-priser.

På februar/marts terminerne handler de brasilianske sojabønner 0,12-0,14 $/ton under de amerikanske noteringer. Det kan betyde at Kina vil forsinke køb af amerikanske bønner i større stil frem til 2. halvår 2020, med forventning om, at Kina ikke vil betale for dyrere amerikanske bønner kontra billigere sydamerikanske præmier.

Forventningerne til Europæisk raps skruet op

Stigningerne blandt oliefrøene fortsætter én vej, og i går var ingen undtagelse. Det lave udbud betyder, at oliemøllerne må søge mod papirmarkedet for at prissikre, og risikoen er, at der ikke vil være tilstrækkeligt med varer, når vi når hen i slutningen af foråret.

Europa Kommissionen opjusterede i går sine forventninger for den europæiske rapsproduktion i indeværende sæson, men blot med 60.000 ton til 16,7 mio. ton, mod 20 mio. ton i 18/19 sæsonen.

Importen blev fastholdt på et rekordhøjt niveau med 6 mio. ton, og slutlagre på 1 mio. ton.

Agriculture and Agri-Food Canada sænkede omvendt estimaterne for den canadiske rapsvariant, canola. Lagrene for denne sæson blev nedjusteret markant fra 4,7 til 3,5 mio. ton, primært som konsekvens af en lavere produktionen på 700.000 ton.

Prisudviklingen i den canadiske canola har denne sæson haltet efter de øvrige oliefrø, som en effekt af at Kina har boycuttet import af canadiske canolafrø. Det betyder at prisspændet mellem canola og øvrige oliefrø er kraftigt udvidet. Vi forventer på den baggrund at priserne snart vil give efter, og canolaen vil følge de øvrige oliefrø højere.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle