Antallet af ulveangreb er fordoblet

Der er sket en fordobling af ulveangreb på husdyr fra 2021 til 2022. Det sker samtidig med, at antallet af ulve er steget.

På et år er der sket en fordobling i antallet af bekræftede ulveangreb på husdyr. 

Det viser nye tal fra Miljøstyrelsen. 

I 2021 var der 16 angreb som skyldtes ulve, mens der i 2022 var 32.

I alt måtte 161 husdyr lade livet på grund af ulveangreb sidste år, hvilket også er mere end en fordobling fra året før. I størstedelen af tilfældene er det får, som ulven tager, men de danske ulve har også gået efter en kalv, en kvie, to væddere, fem geder og fem gedekid.

De nye tal bekræfter tendensen fra fem jyske kommuner, der oplevede en femdobling i antallet af husdyr der blev angrebet af ulve.

Men antallet af registrerede ulve herhjemme er også steget fra 14 til 29 ved udgangen af 2022. 

Antallet af ulve i Danmark har været støt stigende siden, at ulven først gjorde sit indtog i Danmark i 2012.

Ulvehegn virker

Hos Miljøstyrelsen hæfter specialkonsulent Lasse Jensen sig ved, at der ikke er registreret angreb bag såkaldte ulvesikrede hegn. 

- Det er altid en ubehagelig oplevelse, når husdyr bliver angrebet af et rovdyr.

- Men heldigvis viser årets opgørelse som tidligere år, at der ikke har været ét eneste tilfælde af angreb på husdyr bag ved korrekt opsatte ulvesikrede hegn. Det viser, at man i stort omfang faktisk kan hegne sig ud af problemet i ulverevirerne, og det er opløftende, siger Lasse Jensen til Miljøstyrelsens hjemmeside.

Dyreholdere kan søge om tilskud til at opgradere eksisterende hegn, så de bliver ulvesikrede.

Det gælder områder, hvor Miljøstyrelsen vurderer, at risikoen for ulveangreb er særlig stor.

De to områder, der for tiden er udpeget som tilskudsberettigede, ligger i Vestjylland og Midtjylland.

Naturstyrelsens vildtkonsulenter blev sidste år kaldt ud til besigtigelse af døde eller skadede husdyr 68 gange. I cirka halvdelen af tilfældene viste DNA-analyser, at der var tale om ulveangreb.

I de øvrige 36 tilfælde var husdyrene døde eller skadede af andre årsager.

Der blevet udbetalt 381.155 kroner i erstatning til de landmænd, der har fået husdyr angrebet af ulve. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle