Asger Christensen: Det ser ikke nemt ud med ny landbrugsreform

Det er meget langt mellem yderpunkterne i de 28 landes krav til en ny landbrugsreform, og selve den økonomiske ramme er heller ikke på plads. men den nye CAP vil blive mere grøn.

"Der sker noget, men hvad og hvornår er svært at sige lige nu".

Det var omtrent så præcis, EU-parlamentarikeren Asger Christensen kunne være, da omkring 60 medlemmer af Løsdriftsforeningen forleden fik mulighed for at spørge ind til det politiske arbejde under et gårdbesøg hos Inge og Asger Christensen på Nørupgaard med 600 køer ved Jordrup.

For det første skal regeringscheferne for medlemslandene blive enige om den overordnede økonomiske ramme for EU i de kommende år. Det kan godt tage yderligere nogle måneder efter de første ’slagsmål’ om, hvorvidt EU’s budget skal stige, falde eller holdes uændret.

Asger Christensen forudså derfor, at en ny CAP godt kan tage tid, formentlig taler vi år fremfor måneder.

Kvoterne tilbage? Nej tak!

"Derefter står vi med den udfordring, at mange lande ønsker ændringer i landbrugsstøtten. Frankrig vil have prisregulering på flere forskellige måder, men det bliver ikke med min gode vilje, at få kvoter eller noget lignede tilbage igen", slog Asger Christensen fast.

En anden stærk tendens er en reduceret grundbetaling, som så kan toppes op med betaling for andre aktiviteter på bedriften, så landmanden får noget for at gøre en indsats for eksempel biodiversitet, dyrevelfærd og klima.

"Det er uomtvisteligt, at der er behov for at kigge på biodiversiteten i det åbne land på grund af strukturudviklingen", vurderede han.

Intensivt landbrug er vejen frem

Samtidig ses også stærke holdninger til det moderne og effektive storlandbrug, som især fylder meget i det nordvestlige EU. Det gælder blandt andet den nye polske landbrugskommissær, som vakte opmærksomhed ved at hævde, at intensivt landbrug ikke er bæredygtigt.

"Men vejen til at levere på klima-ambitionerne er altså intensivt landbrug. Opgaven bliver at levere på de øvrige ønsker samtidig med at der drives intensivt landbrug. For landbrugsreformen og dermed støtten vil blive drejet den vej", sluttede Asger Christensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle