»Selvom priserne falder 30 procent, surmuler vi ikke«

Auktionshammeren buldrer om kap med de klimprende blanke skosåler fra opkøbere og minkavlere i Kopenhagen Furs hovedkvarter i Glostrup. Minkavler Per Mazur er med for at følge prisens nedtur - uden surmuleri.

»Du kan høre på en summen i huset, om opkøberene er tilfredse med priserne. Og det synes jeg, det lyder som,« siger han og smiler, mens han bevæger sig ind i den lufthavnske og smukke auktionshal.

Her sidder hundreder af opkøbere med et katalog foran sig, klar til at spjætte op, når det rigtige skind viser sig.

»Som du selv kan se, rasler priserne noget ned i forhold til sidste år,« siger han og fortsætter, mens han smiler ved to asiatere, der symmetrisk rejser sig op med struttende arme.

»Vi har haft fire helt fantastiske år, så selvom priserne nu falder 30 procent, har vi ikke noget at surmule over. Vi har haft god mulighed for at konsolidere os. Selvom det da er nogle markante fald. Prøv at tænke dig, hvis svinenoteringen eller mælkeprisen faldt 30 procent, og to måneder senere 30 procent igen. Det er spændende at være minkavler for tiden.«

Prisen falder og diversiteten stiger

Per Mazur og hans kone triller med 25 andre minkavlere ud til et kort visit hos Kopenhagen Furs nye kreative epicenter på Bredgade i København. »Til højre ser I Nationalbanken, og til venstre ligger Danske Bank, gad vide om de ligger så tæt, fordi de konstant skal over og hente penge,« fniser buschaufføren, men kun lavmælte kluk genlyder fra minkavlerne i bussen. På vej tilbage mod Glostrup viser Per mig en sms, der viser, at priserne er faldet 31 procent siden decemberauktionen.

Priserne sidste år var rekordhøje med en gennemsnitspris på 612 kroner, nu er den nede på det halve.

»Frokostsalen her er sort af folk. Alle danske pelsavlere er her, det kan jeg godt love. Vi skal se, hvad der sker. Det hele er op til markedet, så det er interessant. Vil alle skindende blive solgt og til en pris, der er noget værd? Det er altid spændende, når der er auktioner, men den her giver ekstra kriller i maven,« siger han.

Tilbage i auktionshallen svinger prisen op og ned oppe på de to digitale skærme over auktionarius og hans to medhjælpere, der scanner auktionssalen for strakte arme.

»Vi ser pludselig en masse af de gode gamle opkøbere. Det er godt. Ved at prisen nu retter sig ind og finder et mere realistisk leje, spreder vi os ud på flere markeder end Kina, det er sundt. Jeg er meget fortrøstningsfuld,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle