Stoltheden lyser ud af direktør Jan Mousing fra Videncentret, når han i ugens avis fortæller om projektet Agro Food Park. Rundt omkring de gule bygninger, vi har vænnet os til at kende som Skejby, skyder den ene bygning efter den anden op. I løbet af få år skal flere tusinde havde deres daglige arbejde på det, der for ganske få år siden var udmærkede hvedemarker nord for Aarhus.
Hele projektet ejes af danske landmænd. Meget forudseende købte man for mange år siden godt med jord, da videncentret skulle flytte fra Viby. For ikke helt så mange år siden fik den daværende ledelse den ide, at her kunne man samle meget andet end landbrugets rådgivere. Visionen om Agro Food Park var født. Og nu hedder drømmen: Vi skal være en af verdens fem største og stærkeste centre for forskning og udvikling af fødevarer.
Og hvad rager det så egentlig de landmænd, der ejer og finansierer det hele? Hvorfor skal Arla bygge for 270 mio. kr. - og hvad får vi egentlig ud af, at universitetet også vil leje sig ind? Skulle man ikke hellere koncentrere sig om det, der giver gevinst hjemme på gården her og nu - og lade andre om alle de der højtflyvende visioner?
Svaret er nej. Den enkelte danske landmand har kun en chance for at overleve på langt sigt, hvis han omgiver sig med forskere og andre kloge folk, der kan forsyne ham med den nyeste viden. Og de kloge folk kan kun tiltrækkes, hvis der skabes de rigtige forskningsmiljøer.
Derfor skal man som landmand være stolt over og glad for byggekranerne i Skejby. Men man skal også kræve, at alle de kloge folk også kontant dokumenterer, at deres viden kommer ud og arbejde. Agro Food Park skal kort sagt gøre sig fortjent til opbakningen ved hele tiden at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan gør mit arbejde mest nytte for danske landmænd?
