Aktuelt på farmen: Nu vejes der

Når minkene vejes på farmene, så påvirker det deres ædelyst.

Af konsulent Vilhelm Weiss, Kopenhagen Rådgivning

Ude på farmene er mange avlere godt i gang med at veje mink. Den håndtering af dyrene påvirker deres ædelyst negativt, så sørg for, at dyrene bliver fodret, så de stadig er interesseret i foderet, når der udfodres. Det kan i nogle tilfælde betyde en kraftig reduktion af fodertildelingen til de dyr, der lige er blevet vejet.

At håndtere dyrene kan også gå ud over halmlaget på redekassen. Sørg for, at alle mink har let adgang til halm, så de selv kan være med til at holde redekassen tør og ren.

Pelseriet

Hvis det ikke allerede er sket, er det tid til at få pelseriet gjort klar. Mange avlere bruger pelsningslokalerne til opbevaring af mange forskellige ting hen over sommeren. Det kan være en udfordring at få skaffet plads til alle de ting. Samtidig skal alle avlere, der pelser selv, have deres maskiner gennemgået for at sikre, at de er funktionsdygtige til den kommende pelsningssæson.

Saneringsdyr

Det ser desværre ud til, at behovet for saneringsdyr bliver ekstra stort i år, da en del farme i det vestlige Jylland er blevet ramt af plasmacytose, og der kan komme flere til. Også ved test af avlshanner efter pelsning. Vi håber, at avlerne i de plasmacytosefrie områder vil tage ekstra avlsdyr fra, så de kan hjælpe de avlere, der bliver ramt af plasmacytose. Der er ikke overblik over situationen i det vestjyske, men der bliver brug for mange saneringsdyr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle