Australske kædeharver udvider med 4 og 8 meter

To nye Kelly-kædeharver er designede ud fra europæiske erfaringer med den australske harveopfindelse.

Kelly 4000 og 8000 er to nye kædeharver med henholdsvis fire og otte meters arbejdsbredde.

Nyhederne skal supplere det bestående sortiment af Kelly-harver, der består af tre udgaver med 6, 9 og 12 meters arbejdsbredde. Alle Kelly-harver, også den mindste udgave, er bugserede. Kelly 4000 passer til traktorstørrelser fra 100 hk. Begge Kelly-nyheder kræver kun ét hydraulik-udtag.

Kelly 4000 og 8000 er baseret på europæisk design på grundlag af erfaringer med de første australsk-byggede kædeharver.

Både 4000 og 8000 er foldbare med ét foldeled i hver side. Det er en mere enkel ind- og udfoldningsmekanisme sammenlignet med udgaverne med 9 og 12 meters arbejdsbredde, der har dobbelt foldeled i hver side.

Lang levetid

Alle Kelly-harver er i princippet tallerkenharver. Men de adskiller sig afgørende ved, at hver af de skålformede tallerkener er støbt sammen med et kædeled. Når alle led samles, udgør de en kæde, som udspændes af bærerammen. Tallerkenerne er stålstøbte med stor godstykkelse, så god slidstyrke og lang levetid opnås.

Ifølge den danske Kelly-fabrikant kan tallerkenerne holde i mange år, hvilket kan dokumenteres af erfaringer fra Australien og Nordamerika, hvor Kelly-harverne først blev udbredt.

Kæde-harverne er en australsk opfindelse, der for to år siden blev sat i produktion af KK Europe A/S, Nørager ved Allingåbro. Den danske Kelly-fabrik, der forsyner hele Europa med kædeharver, er etableret af fabrikant Bjarne Knudsen. Fabrikantens datter, Helle Knudsen, er daglig leder af fabrikation og salget, der sker gennem danske forhandlere.

hoeg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle