Bedste reproduktionsresultater når søerne fodres efter huld

Tre foderstyrker gjorde ingen forskel på totalfødte grise eller faringsprocent.

Drægtige gylte og søer skal fodres efter huld de første fire uger efter løbning.

Det konkluderer Videncenter for Svineproduktion efter en afprøvning, hvor der ikke blev fundet forskel på totalfødte grise pr. kuld eller faringsprocent, når søer og gylte blev fodret med tre foderstyrker – lav, medium og høj – de første fire uger efter løbning.

Lav var 2,3 FEso pr. dag fordelt på to udfodringer, medium 3,6 FEso pr. dag fordelt på to fodringer, og høj var fodring efter tilnærmet ædelyst. For søerne betød det, at de i gennemsnit fik 4,6 FEso pr. dag og gyltene 4,0 FEso pr. dag. I resten af drægtighedsperioden blev søer og gylte fodret efter huld, så de var ensartede ved faring.

Det anbefales dog at fodre gylte restriktivt de første fire uger efter løbning med 2,2 – 2,4 FEso pr. dag. Gylte har sjældent behov for højere foderstyrke, fordi poltene er ensartede ved løbning.

Afprøvningen og tidligere undersøgelser tyder på, at de bedste reproduktionsresultater opnås, når gyltene fodres med 2,3 FEso pr. dag de første fire uger efter løbning. Højere foderstyrke vil øge risikoen for reduceret kuldstørrelse og faringsprocent. Søerne fodres efter huld fra løbning med op til 4,6 FEso pr. dag to gange dagligt.

Resultatet er relevant i staldsystemer med konkurrenceprægede fodersystemer, fordi der ofte anvendes høj foderstyrke efter indsættelse, da søerne herved bliver mere rolige. Den strategi vil ikke påvirke reproduktionsresultaterne negativt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle