De har fokus på det rigtige

Lasse og Dorthe Buhls fokus på den daglige produktion og evne til at lægge den rigtige strategi og holde fast i den har været afgørende for deres lånemuligheder, mener Carsten K. Paulsen, der er chefkonsulent i driftsøkonomi hos LRØ og parrets rådgiver.

"Hvis ikke Lasse havde en meget veludviklet evne til at fokusere på produktionsprocessen, så ville han aldrig været nået dertil, hvor han er nu," siger Carsten K. Paulsen der vurderer, at Lasse Buhl er placeret i den gruppe af svineproducenter, der nok har en høj gældsprocent men som også har en høj produktivitet.

"Samtidig forstår Lasse vigtigheden af en strategi, og han tænker langsigtet, hvilket gør hans bedrift attraktiv, og derved øges kreditværdigheden," siger Carsten K. Paulsen.

Stor brug af rådgivning

Et andet afgørende punkt for Lasse Buhls evne til at takle krisen er hans villighed til at inddrage eksterne rådgivere og konsulenter, mener Carsten K. Paulsen:

"Mange er nok tilbøjelige til at skære ned på udgifterne til økonomi- og foderkonsulenter, dyrlæger og byggekonsulenter i krisetider. Men her er Lasse gået den modsatte vej og har gjort stor brug af konsulenter. Det sikrer ikke kun, at hans bedrift og byggeri er stramt styret. Det signalere også troværdighed over for banken, hvilket er helt afgørende," siger Carsten K. Paulsen, der desuden lægger stor vægt på, at Lasse Buhl har tæt og åben dialog med sin bank flere gange om måneden.

springborg@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle