Det her er meget mere end flot natur

Odderbæk Vandløbslaug har skabt goodwill for landbruget, mere liv i lokalområdet - og meget mere natur. Nu er det belønnet med 200.000 kroner fra privat fond.

Landmænd og naturinteresserede taler hver sit sprog. Har hver sit verdensbillede. Og så bliver det nærmest umuligt at komme i kontakt med hinanden.

»Landmanden synes, at en blomstrende rapsmark er smuk natur. Biologen ser kun det rørlagte vandløb«, siger Niels Clemmensen, kartoffelproducent ved Thyregod.

For 20 år siden var han initiativtager til Odderbæk Vandløbslaug, i dag et naturområde på omkring 3.000 hektar oprettet udelukkende af lokale lodsejere. Her er gensnoede vandløb, indvandret odder, masser af fisk (når odderen ikke æder dem), græssende kreaturer og 37 kilometer stier, som årligt benyttes af omkring 15.000 besøgende. Det er blevet udgangspunktet for en langt bedre dialog mellem landbruget i området og det omgivende samfund.

»Vi landmænd skal respektere, at andre ser tingene anderledes, end vi gør, i særdeleshed i dag, hvor verden uden omkring landbruget bliver større og større, og hvor andre folks viden stammer fra TV og internettet. Det giver mange myter, som dybest set handler om frygt og uvidenhed«, understreger Niels Clemmensen.

»Fra begge sider!«

Et kæmpe skridt

Selv har han flyttet sig langt siden den dag for over 20 år siden, da han hørte biolog Bo Levesen fra Vejle Amt holde et foredrag og fortælle, at de fleste vandløb er forurenede.

»Jeg havde kigget ned i Odderbæk og set det klare vand og forstod intet. Men så fik vi at vide, at det var fysisk forurening. Altså sand på bunden, som forhindrede fiskene i at gyde. At bunden var så uddød som Sahara. Det inspirerede mig helt vildt!«

Dagen efter havde Niels Clemmensen kontakt med 10 lodsejere, der godt ville være med i et fælles projekt. Det chokerede den amtskommunale biolog, at det gik så hurtigt, men amtet gav tilsagn om at ville stå for driften af projektet i de første to år. Desuden fulgte der en del midler med, og langt flere lodsejere blev kontaktet og indvilgede i at deltage.

»I dag har vi 99 procent af alle lodsejere langs bækken med«, konstaterer Niels Clemmensen, der også jævnligt fungerer som guide for studiegrupper.

»Når det går op for én, at det, vi har lavet, er noget helt specielt, bliver man stolt«.

Alle kan være med

Man behøver ikke have et vandløb ned gennem marken eller bo i et helt specielt område for som landmand at skabe mere natur.

»Vi gør en masse pr. automatik. Dyrker en kileformet mark, selv om økonomien ville være den samme ved at gøre marken firkantet og overlade en trekant til naturen. Der er masser af hjørner og kanter, som det ikke kan betale sig at dyrke«, lyder et af hans eksempler.

»Men det nytter heller ikke, at Danmarks Naturfredningsforening kræver mere natur af landmændene, hvis de ikke fortæller hvilken slags natur«.

Tillid en forudsætning

Skal det lykkes, kræver det tillid.

»Det er der her. Kommunens biolog har vores fosfortal og reaktionstal, og vi stoler på, at de ikke bliver misbrugt. For mange år siden var vi ude for, at en landmand blev straffet, fordi det på en ekskursion blev opdaget, at han havde pløjet lidt for meget randzone. Så bliver det svært at snakke naturgenopretning med ham næste dag«.

Faktaboks

3000 hektar:

  • Odderbæk Vandløbslaug blev grundlagt for 20 år siden.
  • Projektet omfatter omkring 3.000 hektar.
  • Lodsejerne betaler en beskeden afgift for at være medlemmer.


  • Se også video på 
www.landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle