Af Marianne Jørgensen, Salling
Dén dag pengene endelig kom, kunne jeg næsten fysisk SE røgen komme ud af ørerne på Bondemanden, og der bredte sig en svag rødmen over hans ansigt, da han snerrede, at det fannen-ras’me’ oss’ var på tide!
Ja, der er tale om den famøse sø, vores minivådområde, som har været en kilde til både sorg og traurig, og hvis historie løber helt tilbage til efteråret 2018, hvor museet fra Skive med søde Turi og Mathias stud, gravede og gravede og intet fandt – og netop dét, at de intet fandt, var startskuddet til at entreprenørens maskiner kunne gå i gang i januar, og han gravede og gravede, der blev målt op og formet fine naturlige kanter, der smukt føjede sig langs landskabets linjer, og der blev jævnet af og kørt jord væk i en uendelighed, men efter 6-8 uger, hen sidst på sidste vinter, blev søen meldt færdig, Bondemanden betalte for arbejdet og kundgjorde, at nu ville han gerne bede om sit EU-tilskud. Der var trods alt tale om en betragtelig sum, langt over hvad almindelige mennesker har af trækningsret på deres kassekredit.
Da vi i forsommeren 2019 stadig ikke havde set en eneste af de lovede og bevilligede EU-tilskudssø-kroner, men til stadighed blev holdt hen med, at direktoratet »ikke anede«/ikke helt var enige om, hvordan man skulle godkende/opmåle regeringens miljøforbedrende vådområder, kunne jeg så småt genkende den lille flig af høststress, som i visse svære og vanskelige høstår kan hænde at ramme Bondemanden.
Bedre blev det absolut ikke, da vi i flere omgange hen over efteråret, dog hensynsfuldt efter høst, havde haft besøg af både den ene og den anden instans, hver for sig, sammen og lidt igen, og til stadighed IKKE havde en afgørelse, der kunne udløse pengeflowet.
Bondemanden er af natur fleksibel, omstillingsparat, modig og lang hen ad vejen også medgørlig. Men jeg vil gå så langt som at sige, at Bondemanden havde fået SØ-stress. Han blinkede uroligt med øjnene og slog utålmodigt med avisen hver eneste gang, der stod noget om minivådområder og EU-tilskud. Hans vejrtrækning var hørligt påvirket, når nogen (igen) meldte deres ankomst, med nye opmåleapparater/metoder/eksperter, og til sidst måtte vi tage en alvorlig snak om hans helbredsmæssige tilstand. Blodtrykket kan stige til uhørte højder, hvis ikke man passer på, og tænder kan knække, hvis man bider sammen, hårdt, og længe.
Forløsningen, udbetalingen, pengetilstrømningen kom her, i starten af december 2019 – og nu siger jeg lige noget: Det var lige tilpas! Jeg er ikke sikker på, det var blevet et rart og glædeligt Nytår, om vi skulle have ventet yderligere. Bønder i dårligt høstvejr, og bønder i ikke-godkendtesø-projekter er ikke at spøge med! Men nu vil jeg ønske Glædelig Jul fra den pæneste godkendte søkant i hele Kongeriget, hvor Bondemanden og jeg sidder på den tildelte bænk og deler en Juleøl.
