Arbejdsdagen, der indskrænker sig til tre timer, er så hård, at den koster et par dage på langs.
En enkelt dag som filippinsk daglejer kan man vel altid klare sig igennem, eller hvad?
Kry er jeg, da jeg insisterer på, at den eneste ordentlige måde at sætte sig ind i ting på er at prøve det selv. Sammen med 25 lokale daglejere kaster jeg mig derfor - med udsigt til en dagløn på 15 danske kr. plus to måltider - ud i at plante et par hektar til med ris på den filippinske ø Bohol.
Klokken syv går det løs, før solen får rigtig fat. En mand tegner på kryds og tværs med en slags rive, så man kan se, hvor planterne skal stå. Fem kvinder gør planterne klar henne i risbørnehaven, hvor de har vokset de første tre uger af deres liv, og bundterne bliver smidt ud til flokken, der skal plante dem solidt i marken, hvor de skal vokse videre de næste tre måneder.
Sneglefart
Hænderne på mine nye kolleger går op og ned som nålen på en symaskine der spinner. En, to, tre, fire, fem planter ved siden af hinanden og så næste række. Lynhurtigt får deres fingre fat om rødderne på tre til fire planter ad gangen, der bliver trykket fast et par centimeter under jordens overflade.
Hurtigt sakker jeg bagud, mens jeg regner ud i hovedet, at der skal plantes 250.000 planter pr. hektar. Inden dagen er omme, har alle 25 daglejere hver især plantet cirka 20.000 planter i den cirka to hektar store mark.
Selv om det tager 25 mand en dag, koster det kun farmeren cirka 200 kr. pr. hektar at plante til - mindre end det koster at så en hektar hvede på en time hjemme i Danmark.
Mine fingre griber forgæves om de spæde risplanter og får enten fat i for mange eller for få. Sommetider knækker de, og til andre tider flyder de væk oven på vandet, fordi mine små kontorfingre ikke sætter dem ordentligt fast i mudderet. Jeg kommer ingen vegne.
Amerikano ... haha
Blandt de andre går snakken lystigt på den lokale dialekt, som jeg kun forstår, når der er en der siger 'amerikano' efterfulgt af et eller andet plus store latterudbrud fra hele flokken. For dem er alle blegansigter som undertegnede amerikanere, så jeg er helt klar over, at jeg ufrivilligt står for dagens underholdning.
Det er nu ikke derfor, jeg bliver rød i hovedet. Med krumbøjet ryg og fødderne i vand fortsætter jeg i snegletempo, alt imens solen stiger højere og højere op på himlen og fyrer op under mig, mens ansigtet kommer til at ligne en fuldmoden tomat.
Savner John D
Jeg kommer til at dagdrømme om mit første møde med aircondition, som var på en John Deere 3040, da jeg for et par og tyve år siden tog plads som landbrugsmedhjælper (og det var en stor traktor dengang!) Mens jeg står i rismarken, trænger jeg mere end nogen sinde før til et køligt pust, og aldrig har det været fjernere. I rismarken er den eneste formildende omstændighed det kølige mudder, som fødderne er solidt plantet i. Svup, svup, siger det, hver gang mudderet lader foden slippe løs for at tage et skridt, og benene bliver tungere og tungere.
Der er ikke meget diesel, firhjulstræk og powershift over det. Kun to hænder og en rugbrødsmotor, der endda må køre på ris og fisk.
Rygepause
I modsætning til traktorens ensomme kabine i min ungdom, hvor det eneste selskab var en flad madpakke, termokaffe og Jørn Hjorting i radioen, har jeg nu masser af kolleger omkring mig. Formiddagens højdepunkt er, da et par af de unge daglejere i gåsegang forlader marken kl. ni for at ryge en cigaret, nu, hvor de pludselig tjener penge der kan bruges til at købe noget for. Og selv som inkarneret ikke-ryger vil jeg ikke gå glip af et sekunds mulighed for pause. En del af de 25 daglejere er unge mænd, der normalt går i skole eller arbejder lidt hjemme. Kun når der skal plantes ris, er der brug for alle hænder der orker fysisk arbejde.
Sammen ærgrer vi os over, at det ikke regner. Så går man nemlig i læ, indtil det holder op.
"De siger, de får feber, hvis de arbejder, når det regner," forklarer farmeren mig senere.
Men det tæller som arbejdstid, der er fra kl. syv til fem med en times frokostpause. En del skal trods alt hjem og passe deres egne marker og dyr bagefter.
Selvfølgelig regner det ikke den dag, og efter smøgpausen, som de har tjent til ved at møde et kvarter før, er det tilbage til risplantningen.
Jeg slæber efterhånden benene hen ad jorden og prøver nye måder at få kroppen til at makke ret. Og igen lyder det: "Amerikano ... hahaha."
Opgiver ævred
Klokken halv ti mener jeg nok, jeg kan skrive en historie, selv om jeg kun arbejder med indtil middag. Klokken ti protesterer kroppen helt vildt, og jeg synes pludselig, det vigtigste er at få snakket med daglejerne. Ja, journalister, de skal da bare snakke. Og så er der jo ingen grund til at arbejde med i marken mere.
Trods min beskedne indsats, som viser sig at koste en dag på langs, og som sikkert også har kostet farmeren dyrt i form af dårligt etablerede planter, holder jeg mig ikke for god til at tage min del af frokosten, der består af ris, dåsemakrel, fisk, suppe og kogte grønsager. Det glider taknemmeligt ned i min sultne vom, selv om alle for hver mundfuld dypper deres egen ske i suppeskålen. Resten af maden spiser vi med fingrene.
Klokken fem liner alle op på række, og mens farmerens kone, der er lærer, skriver navnene og sætter kryds, udbetaler farmeren daglønnen kontant. Jeg får ikke noget men har i modsætning til de andre alligevel råd til at købe fem kg ris eller et kg fisk eller fem liter cola eller fem øl eller næsten tre liter benzin til motorcyklen. Det er, hvad daglønnen rækker til.
Har glemt sin alder
Jeg udser mig en ældre daglejer, som jeg har set komme næsten hver dag, altså ikke kun når der skal plantes ris. Han indvilger i, at jeg går med hjem og hører om livet som daglejer. Manden hedder Venancio Golosino, hvilket han skriver for mig. Dermed demonstrerer han, at han ikke er analfabet. Han chokerer mig ved at hævde, at han er 42 år, ligesom undertegnede. Da jeg lyder skeptisk, siger tolken, der kommer fra landsbyen, til ham, at det kan ikke passe.
"Jeg ser bare gammel ud, fordi jeg arbejder hårdt," svarer han men erkender, at han ikke er sikker på sin alder.
Hans fødselsdato er nemlig forsvundet. Forældrene havde graveret den i en trækiste, de havde stående i hans barndomshjem, men den gik op i flammer, da huset brændte.
Månedsløn 300 kr.
Venancio og konen, Servana, har fem børn på mellem 18 og 27 år. De har alle gået seks år i grundskole, som er gratis, men har ingen anden uddannelse. Alle er flyttet hjemmefra, hvorfor ægteparret nu bor alene i det hjemmebyggede hus. Det er sparsomt indrettet med lidt hjemmelavede bambusmøbler og en enkelt elektrisk pære. Maden bliver til over åben ild. Et fjernsyn vidner om, at et par sønner arbejder i storbyen og sender penge hjem. Det kan man ikke købe for en daglejerløn.
Konen, der kun arbejder som daglejer når der skal plantes ris, ser yngre ud end han, og tolken betegner hende endog som temmelig livlig, idet Venancio måtte hente hende hjem fra en anden mand for nylig.
Venancio arbejder som daglejer næsten hver dag og tjener dermed op mod 300 kr. om måneden. Da han tillige dyrker sin egen jord der udgør en hektar, og endda fremviser en so der lige har fået grise, og da de kun er to i familien, lever de næppe under fattigdomsgrænsen på godt en dollar om dagen. Men det er tæt på. Og bliver han syg, udebliver daglønnen. Uden dagløn og to gratis måltider vil det ikke være nemt at betale læge og medicin.
Venancio Golosino udtrykker ikke desto mindre tilfredshed med både lønnen og tilværelsen, selv om den ikke levner mulighed for at hænge i en karaokebar og drikke øl efter arbejdstid.
Det er faktisk noget af det vildeste, han drømmer om.
