Er Henrik Lisberg blevet tunghør?

Af Kjartan Poulsen, Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter

Er det vigtigt, at alle får lige lidt for mælken, spørger LandbrugsAvisens chefredaktør Henrik Lisberg i rubrikken til ’Ugen i perspektiv’ i seneste udgave af avisen.

Det forekommer, at Henrik Lisberg er blevet meget tunghør eller må have udviklet selektiv hørelse, når han kan uddrage det spørgsmål af debatten.

»Den gamle, smukke andelstanke om, . . . og alle derfor fik det samme . . . holder ikke i en global gigant som Arla«, kan man læse i teksten.

Hvor kom den fra? Arla er som dansk andelsselskab underlagt den samme andelspraksis som Naturmælk eller andre, mindre, nationale andelsselskaber. Der er ikke på noget tidspunkt ’givet køb’ på dansk andelspraksis i Arla Foods’ globalisering. Det er muligt, at mejeriet har lovet noget andet i udlandet, men så har de gjort regning uden vært. Det er vigtigt, at enhver andelshaver kan optimere afsætningen fra sin bedrift i forhold til de kvaliteter og tilhørende priser, som mejeriet kan hjembringe og afregne for de pågældende kvaliteter. Det er vigtigt, at alle andelshavere får tilbudt de samme muligheder. Ellers giver begreber som aftagepligt og leveringspligt og lighedsgrundsætning ingen mening, og det er faktisk stadig grundpiller i dansk andelspraksis. Det er grundpiller, som altid har været gældende, og som altid skal være gældende for danske andelshavere, som ikke har andre steder at sælge deres mælk. Ellers havner vi et markedsbaseret afregningssystem kamufleret af tillæg og en selvbestaltet ret til at udvælge leverandører.

Der er næppe mange andelshavere, der er i tvivl om, hvad andelstanke betyder. Når chefredaktør Henrik Lisberg forsøger at omskrive betydningen og blåstemple forskellig betaling for samme mælk, kan det kun tages som udtryk for, at LandbrugsAvisen billiger, at Arla Foods stjæler andelstanken i mejeriet uden at betale for den. Den billigelse vil aldrig finde sted i LDM, så længe Arla Foods er et andelsselskab.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle