Et godt havmiljø kræver reduceret tilførsel af både fosfor og kvælstof

Med ålegræsset forsvinder også dets positive effekter, og fjordenes miljø kommer over i en ny og dårligere tilstand, skriver DMU i dette indlæg om landbrugets udledninger af næringsstoffer og vandmiljøet.

Diskussionen om landbrugets udledninger af næringsstoffer og vandmiljøet er blusset op igen. De nye vandplaner har været i høring, og EU-Kommissionen har taget første skridt til en retssag mod Danmark for nøl med planerne.

Dele af landbruget hævder, at man ikke kan opretholde produktionen, hvis man fortsat skal reducere kvælstoftabet fra markerne. Miljøministeriet siger, at næringsstoftabet skal reduceres for at opnå den ønskede miljøkvalitet. Kan konflikten overhovedet løses? Denne kronik er DMU¿s indlæg i debatten.

N er halveret

Danmark har i de seneste årtier gjort meget for at reducere tilførslerne af næringsstoffer til havet. Kvælstoftilførslerne er i dag næsten halveret siden midt i 1980¿erne og fosfortilførslerne nedbragt med 90 procent. Prisen for indsatsen er et tocifret milliardbeløb. En flot præstation, som landbruget skal have ros for.

Nu står Danmark over for nye, dyre tiltag. Derfor er det berettiget at spørge: Er næringsstoffer problemet, gør vi det rigtige, og hvis ja, hvornår virker det så?

I dag er landbruget hovedansvarlig for udledninger af næringsstoffer til vandmiljøet, og nye tiltag vil i særlig grad ramme landbruget.

De danske tilførsler af kvælstof til have toppede midt i 1980¿erne. Da var de seks-syv gange større end tilførslerne omkring år 1900 og blandt de højeste i verden pr. areal. I dag er tilførslerne fortsat tre-fire gange større, end de var for 100 år siden og på niveau med tilførslerne omkring 1970.

Har reduktionerne så hjulpet? Både ja og nej. Koncentrationerne af kvælstof og fosfor er faldet i fjordene. Så meget at begge næringsstoffer nu bruges op af algerne i lange perioder hver sommer. Det betyder, at algerne stopper deres vækst. Præcis dét, der var målet. Budskabet i dag er derfor, at det går bedre, men at der skal mere til.

Naturen reagerer langsomt

Desværre er biologien ikke fulgt med. Planter og dyr klarer sig fortsat dårligt, og iltsvind er stadig et problem.

Der en række årsager til, at naturen kun langsomt reagerer på de lavere koncentrationer af næring. En af de vigtigste er, at der tidligere var så megen næring i vandet, at algerne ikke kunne nå at bruge det. Det overskud af næringsstoffer er først nu nedbragt så meget, at algerne begynder at mangle næring.

Det er derfor forståeligt, at vi kun langsomt ser de positive effekter for f.eks. udbredelsen af ålegræs. Tidligere var ålegræs vidt udbredt i fjordene, men fra en gang i 1970¿erne blev vandet så grumset, at for lidt sollys når ålegræsset på bunden. Siden har iltsvind yderligere stresset ålegræsset og ødelagt bestanden i mange områder.

Når ålegræsset først er væk, er det svært at få tilbage. Ålegræsset er for fjordene, hvad træerne er for en skov: Det former hele økosystemet. Ålegræsset beskytter bunden mod bølger, skaber gemmesteder for fisk og binder næringsstoffer, så de ikke kan cirkulere frit i vandet. Ålegræsset får også partikler i vandet til at falde ned på bunden, så vandet bliver klarere. Med ålegræsset forsvinder også dets positive effekter, og fjordenes miljø kommer over i en ny og dårligere tilstand.

Beregninger siger 30.000 ton

Hvad skal der så til? DMU har beregnet, at tilførslerne af kvælstof bør halveres til ca. 30.000 ton kvælstof pr. år. Dette resultat stemmer med resultater fra andre beregninger. Regeringens ¿Grøn Vækst¿ indeholder en reduktion på 19.000 ton, heraf er 9.000 ton udskudt til 2027.

Mange forhold afgør, hvor stor den nødvendige reduktion af kvælstoftilførslerne skal være. De nævnte 30.000 ton er en samlet reduktion for hele det danske areal. Målrettes indsatsen mod de mest følsomme fjorde, kan mindre gøre det. Hvor meget mindre er umuligt at svare på i dag. Andre forhold påvirker også havmiljøet. Fiskeriet påvirker havbunden og ændrer sammensætningen af fødekæderne i havet, og skrabning efter muslinger gør det svært for ålegræsset at indtage nye områder. Omvendt kan man lokalt påvirke forholdene positivt ved at lægge sten ud, beskytte ålegræsset og supplere næringsstoffjernelsen ved opdræt af muslinger eller alger.

Bruger man hele paletten af virkemidler, kan behovet for at reducere kvælstoftilførslerne fra land blive mindre end 30.000 ton pr. år.

Er vi sikre?

Landbruget har flere gange spurgt, om næringsstoffer overhovedet betyder noget! Hvor sikker er DMU på, at næringsstofferne er problemet, og at det hjælper at reducere tilførslerne yderligere?

Det er sikkert, at det dårlige miljø i fjordene skyldes for meget kvælstof og fosfor. Der er positive historier fra andre verdensdele om, at det nytter at nedbringe tilførslerne af næringsstoffer, men det er fra områder med mindre omfattende skader. Danmark har tilført meget store mængder næring i årtier og har derfor lang vej at gå. Det er DMU¿s opfattelse, at det med en omfattende indsats er muligt at genskabe fjordenes miljø med klart vand, ålegræs og sunde bestande af fisk. De første spæde tegn på, at reduktionerne hjælper på biologien, ses i Ringkøbing Fjord og i Køge Bugt, hvor ålegræs så småt breder sig igen.

Men det tager tid at ændre på naturen. Fra det øjeblik, der kommer mindre kvælstof og fosfor ud i fjorden, og til ålegræsset er tilbage, går der årtier. DMU har analyseret forholdene i en række fjorde, og i disse forventes ålegræsset først at vende tilbage om 20-30 år. Årsagerne er, at der på bunden af fjordene ligger store mængder mudder fra tidligere års algeproduktion. Rådnende algerester giver iltsvind og frigør næringsstoffer fra havbunden, som giver ny algevækst. Mudderet skal rådne væk, før det rigtig bliver bedre. Dernæst skal ålegræsset indtage fjordbunden igen. Ålegræs opfører sig som en staude i haven: Trives den i et hjørne, breder den sig til hele haven, men det tager en del år. Til denne ¿naturens træghed¿ kommer, at der går adskillige år fra vedtagelsen af en ny lov, til der handles konkret i landskabet.

Alt dette betyder, at vi har en hastesag. Over de næste årtier fører klimaændringer til mere nedbør og varmere somre. Regnen vasker mere næring ud i fjordene, og varmt sommervejr øger iltsvindet.

For en veletableret ålegræsbestand er det intet problem. Men for en allerede belastet bestand er temperaturstigninger fatale. Næringsstofferne skal derfor reduceres yderligere og helst hurtigt. Tilførslerne af især kvælstof skal nedbringes mere end de planlagte 19.000 ton, inden klimaændringer forværrer situationen og øger regningen.

Landbrug i DK omfattende

Er det rigtigt, at der stilles større krav til dansk landbrug end til landbruget i andre lande? Hvorfor skal gødningsnormerne i Danmark være så stramme, at der ikke kan dyrkes brødkorn af ordentlig kvalitet?

Det hænger sammen med, at vi i Danmark dyrker en stor del af landarealet, ca. 57 procent, samtidig med at vi udleder næringsstoffer til lavvandede havområder. I vore nabolande dyrkes en mindre andel af landskabet, og de havområder, som modtager næringsstofferne, er dybere. Dermed fortyndes effekterne mere end i danske fjorde. Derfor skal kvælstoftilførslerne i Danmark tilpasses anderledes end i andre lande.

Man kan godt tilføre meget kvælstof til nogle marker, f.eks. for at dyrke brødkorn, men så skal gødskningen reduceres andre steder. Alternativt må jorder tages ud af drift. Dyrkes alle 57 procent af Danmarks areal som intensivt landbrug, går det galt med vandmiljøet. Man kan nå langt med den rigtige landbrugspraksis, og der er ingen tvivl om, at forvaltning af landskabet og vandmiljø bliver en global konkurrenceparameter i fremtiden.

Balance mellem N og P

Nogle deltagere i debatten mener, at det er balancen mellem fosfor og kvælstof, som skaber miljøproblemerne. Dele af landbruget har endda foreslået at øge udledningerne af kvælstof til havet for at hindre forekomst af blågrønalger og gøre fosfor til det begrænsende stof for algevæksten. En øget udledning af kvælstof til fjordene vil eksportere et miljøproblem til de åbne havområder uden at løse fjordenes problemer, og bringe os på kant med vore nabolande.

Ét argument, som nogle debattører har fremført, er, at kvælstof ikke kan gøres til det begrænsende næringsstof i fjordene, da netop blågrønalger bare vil overtage. Blågrønalger har evnen til at binde luftens frie kvælstof og dermed gøre sig uafhængige af kvælstof tilført fra land. Argumentet er forkert, fordi blågrønalger klarer sig dårligt, når der er over otte-ti promille salt i vandet som i de fleste danske fjorde. Havets høje indhold af svovl gør også, at de har svært ved at binde kvælstof. Det er almindeligt anerkendt i den internationale faglitteratur, at løsningen for fjordes miljøproblemer er at reducere både kvælstof og fosfor.

At vente øger omkostninger

EU¿s vandrammedirektiv er baggrunden for de nye vandplaner. Direktivet er nyskabende i miljøforvaltningen, fordi det tager udgangspunkt i, hvad det lokale vandområde kan tåle, og stiller de nødvendige krav til vores adfærd i de tilstødende områder. Det betyder også, at kravene kan og vil variere fra land til land og fra område til område.

Det er en politisk afgørelse, hvor godt miljøet skal være i fjorde og kystområder. Man kan ud fra rent landbrugsmæssige forhold mene, at omkostningerne for at opnå et bedre havmiljø er for store.

Budskabet fra DMU er, at vil man have et godt havmiljø, er det nødvendigt at nedbringe tilførslerne af både fosfor og kvælstof yderligere, inden klimaændringerne indhenter os. Omkostningerne ved at vente bliver bare større.

»Ålegræsset er for fjordene, hvad træerne er for en skov: Det former hele økosystemet«

»Vil man have et godt havmiljø, er det nødvendigt at nedbringe tilførslerne af både P og N yderligere, inden klimaændringerne indhenter os«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle