Exit fra landbruget skal forberedes i tide

Af Anders Mortensen, råvareanalytiker, Agrocura

Det at drive en landbrugsvirksomhed er efterhånden blevet hardcore business. Der skal være fokus på bundlinje, nøgletal, ordentligt stabil drift på højt niveau, strategi, image, miljø. Ja, listen er meget længere, men lad os stoppe den her. Det fantastiske ved dette er, at på mange af områderne er de danske landmænd blandt verdens bedste. Der ligger dog stadig en opgave for mange i at vise det.

Et emne, som mange landmænd i dag dog har forholdsvist meget berøringsangst omkring (måske med rette), er: Hvordan ønsker jeg, at min exit skal foregå, og hvad er tidshorisonten? Det er to spørgsmål, alle seriøse virksomhedsejere skal stille selv, uagtet størrelse, produktionsform, økonomisk situation og alder. Og ja, landmænd, I er først og fremmest virksomhedsejere. Det faktum, at det for mange er sjovt at drive landbrug, er kun en bonus.

Bliver spørgsmålene ikke stillet rettidigt, hvordan kan du så lægge den rigtige forretningsstrategi, så du kan opnå de ønskede resultater? Du risikerer samtidig at blive ramt af den trendige disruption eller gå glip af muligheder, som pludselig opstår, hvis ikke benarbejdet er blevet foretaget på rettidigt.

ÆLdre holder ved

Historisk har vi i Danmark nok en større andel af specielt ældre landmænd, der kan nikke genkendende til denne forestilling. Årsagen til det er uden tvivl helt berettiget, fordi det er her, man føler sig tryg, og man ved, hvad man har med at gøre. Denne tryghedsfølelse er en af hovedforklaringerne til, at spørgsmålet omkring exit ofte bliver udskudt, for hvem er jeg uden mit landbrug?

Det er dog en farlig sindstilstand som direktør for en virksomhed, hvor man i mange tilfælde må lægge følelserne i en skuffe for at tage de bedste beslutninger for ens bedrift.

Mange af de yngre producenter vil ikke nødvendigvis følge førnævnte filosofi. De er helt indforstået med, at fremtidsudsigterne for ens bedrift og den økonomiske situation skal hænge sammen. Er sammenhængen ikke længere til stede, eller har de opnået de mål, som de gerne ville, er tanken om et salg ikke lige så fjern som for andre generationer i landbruget.

Undgå at lave en Nokia

Det er en vild tid, vi lever i, hvor den teknologiske udvikling sker med stadig større fart. Det medfører en stadig stigende risiko for, at det, der er normalen i dag, ikke nødvendigvis er normalen i morgen!

Et eksempel herpå er hele diskussionen af, hvordan vores fødevarer skal produceres. I naturen, i stalden eller i ståltanken? De fleste af os, der er bondefødte og kvajet opdraget, er umiddelbart ikke i tvivl. Problemet er bare, at vi kommer til at udgøre en stadig mindre andel af befolkningen, som tiden går. Sådan har det været i mange år, så det er ikke noget nyt, men det gør også, at jeres kunders holdning kan/vil ændres. Det sker stadig oftere uafhængigt af, hvad der synes at være alment fornuftigt. Bare se produktionen af buræg...

Dermed kan man stå tilbage med en virksomhed og et produktionsapparat, der ikke længere har nogen værdi, hvis man ikke er omstillingsparat. Snak lige om en gyserfilm, der for enhver pris skal undgås.

Det må og skal også give stof til eftertanke for de mange svineproducenter, der i øjeblikket går med planer om udvidelse, idet vi i øjeblikket har fået et wake-up call med faldende svinepriser. Den ene sygdom gav kraftige stigninger i priserne, den næste virus medfører fald. Det er faktorer, vi ikke er herrer over, og det kunne lige så godt have været teknologi i stedet for sygdomme!

Retmæssig respekt!

Formålet med denne artikel er på ingen måde, at samtlige landmænd på mandag skal gå ud og trykke på salgsknappen. Slet ikke. Men, venner, det her er en svær øvelse med mange aspekter, og det er imidlertid vores opgave som rådgivere at provokere og åbne for emner, der er ømtålelige. Det så vi ikke pludseligt bliver overrasket fra den ene dag til den anden.

Laves benarbejdet og diverse materialer i dag, gennemgås en givende øvelse. Som virksomhedsejer står du derved stærkere og er mere omstillingsparat i en stadig mere omskiftelig tid, hvor muligheder kan opstå eller forsvinde ved et blink med øjnene!

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle