Faldende priser på smør henover sommeren

Af Niels Ole Nielsen, chefkonsulent, Landbrug & Fødevarer

De kraftige ændringer i markedspriserne, som de seneste år har været en del af hverdagen, er i 2019 blevet afløst af mere stabile priser. Smørprisen har således været relativ konstant siden sidste efterår, men er henover sommeren faldet med 15 procent og ligger i dag på det laveste niveau i tre år. For ost er der ikke sket nogen ændringer i prisen i samme periode. Rent faktisk har osteprisen været uændret siden april. Også prisen på skummetmælkspulver ligger på samme niveau som i juni, mens prisen på sødmælkspulver er faldet med fem procent.

Kinas import af mejeriprodukter ser i 2019 ud til at fortsætte med at stige. I løbet af det første halve år er importen af både mælkepulver og konsummælk således steget med ca. 30 procent sammenlignet med sidste år, mens der for modermælkserstatning er sket en stigning på 15 procent.

Indvejningen i EU faldt i de sidste par måneder af 2018, men er i det første halve år af 2019 steget med 0,4 procent. Uden for EU har man i hele 2019 oplevet betydelige fald i indvejningen i flere lande, hvilket betyder, at den globale indvejning har været faldende med mellem nul og en procent i hver måned siden november.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle