Far til fire trækker sig som landboformand

Allan Klestrup Hansen holdt kortene tæt til kroppen før generalforsamlingen 17. februar, men i bestyrelsen for Odsherred Landboforening kom det ikke som en overraskelse, da formanden efter endt beretning tilføjede, at han i øvrigt stopper som formand. Kombinationen forening, familie og bedrift er blevet en faktor for meget.

»Jeg føler ikke, jeg kan give alle tre dele min fulde opmærksomhed. Foreningen fortjener full commitment. Derfor prioriterer jeg min familie og vores bedrift«, lød det fra den afgående formand, der er far til fire. Den yngste datter er kun et år.

Allan Klestrup Hansen (48) har været formand for Odsherred Landboforening i tre år og i en årrække før det medlem af bestyrelsen. Han er »Anden G’er« som formand: Hans far, Torben Klestrup Hansen (74), var tidligere mangeårig formand for Odsherred Landboforening. Far og søn har indtil for et par år siden drevet et planteavlsbrug på 330 hektar i fællesskab, men nu er der gennemført generationsskifte, og Allan Klestrup Hansen og hans familie er rykket ind på Borrevang ved Højby i Odsherred.

Allan Klestrup Hansen stopper på grund af tidmangel, men i sin beretning lagde han ikke skjul på, at nogle begivenheder i foreningen det sidste års tid har været lige lovlig brogede. En kontorleder blev afskediget sidste år og det juridiske efterspil har betydet advokatudgifter, som er drøje for den lille landboforening med ca. 225 aktive medlemmer. Hele 2019 har Allan Klestrup Hansen derfor frivilligt afstået fra formandshonorar for at skåne foreningens økonomi. Også bestyrelsen har arbejdet ’pro bono’.

Sagen er for retten i Holbæk 24. og 25. februar. Retten har afsat to dage til ’hovedforhandlingerne’. Bestyrelsen konstituerede sig efter LandbrugsAvisens deadline./hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle