Fjerkræstalde får løft for 40 mio. kr.

Miljøteknologi-ordningen øremærkes til indsats i fjerkræstalde.

En ny runde af Landdistriktstsprogrammets Miljøteknologiordning vil her i foråret 2014 blandt andet blive øremærket en indsats i fjerkræstalde.

Fødevareminister Dan Jørgensen vil hermed give 40 mio. kr. til nye forbedrede fjerkræstalde, der forurener mindre og forbedrer dyrevelfærden.

Der kan søges penge til for eksempel varmevekslere, der kan nedbringe energiforbruget i staldene, og avancerede computersystemer der forbedrer klimaetpuder. Indsatserne giver samlet set mere miljø, bedre økonomi, bedre dyrevelfærd og gør også staldene til sundere arbejdspladser at opholde sig i for medarbejderne, lyder det fra Fødevareministeriet.

»Klima, miljø og dyrevelfærd er tre vigtige prioriteter for regeringen, og det er alle sammen ting, der er med til at give dansk fødevareproduktion det utroligt stærke ry, vi har i udlandet,« siger Dan Jørgensen.

Formanden for Landbrug & Fødevarers Erhvervsfjerkræsektion, Martin Hjort Jensen, hilser som udgangspunkt udspillet velkomment.

»Men med støtte på op til 40 procent af investeringen vil der også være en grad af egenfinansiering, og det kan være svært. Her må vi appellere til de finansieller kilder om at være positive,« siger han.

Trædepuder

Med hensyn til investering i varmevekslere, der kan forbedre trædepude-sundheden, påpeger Martin Hjort Jensen, at der inden for de seneste to-tre år allerede er installeret et fornuftigt antal varmevekslere.

»Vi har dog kunnet lave sunde kyllinger hidtil. Men varmevekslere har den sideeffekt, at der udledes mindre ammoniak, og hvis det kan gøre det nemmere at udvide eksisterende stalde, så er det virkelig spændende,« siger han.

Hos Dyrenes Beskyttelse har man umiddelbart svært ved at se den store forbedring for dyrevelfærden i fjerkræstaldene.

»Vi anerkender, at der kan være behov for at forbedre miljøet, men synes, at det er lige frisk nok at sige, at det også giver bedre dyrevelfærd. Tværtimod tror vi, at det vil være de konventionelle producenter, der vil udvide, således at vi i stedet vil få mere af den samme intensive slagtekyllingeproduktion,« siger chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Pernille F. Johnsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle