Formand: Vi mindsker afstanden til forbrugerne

Forbrugerne vil landbruget, konkluderer skueformand oven på et landsskue, som slog alle besøgsrekorder.

Afstanden mellem by og land mindskes dag for dag. Ikke mindst blev der kappet en god del af distancen mellem forbrugere og landmænd på årets landsskue.

Det konkluderer skuets formand, Kristian Gade.

»Vi høster nu frugterne af indsatsen for at forbedre erhvervets image. Forbrugerne har en oprigtig interesse i vores erhverv, og der er ingen tvivl om, at et arrangement som Landsskuet binder land og by tættere sammen,« mener han.

Landsskuet 2014 slog den tidligere besøgsrekord, idet 53.428 gæster indløste billet til skuet.

»Deltagerinteressen viser, at vi er lykkedes med at skabe aktiviteter både for den fuldtidsprofessionelle landmand og for familien Danmark. Vi skal favne begge grupper,« siger Kristian Gade.

Nærhed er afgørende

Det er i høj grad aktiviteterne, hvor publikum kommer helt tæt på dyrene, maskinerne og landmændene, som skaber positiv interesse for landbruget, vurderer Kristian Gade.

»Fredag morgen gik vi en tur med 60 førskole-børn, som så køerne blive malket og var med til at samle æg. Den slags oplevelser glemmer de ikke foreløbig, og de er med til at sætte en positiv stemning omkring vores erhverv,« forklarer han.

Teltet med lokaltproducerede fødevarer var ikke overraskende også en publikums-magnet.

»Forbrugerne vil gerne helt tæt på os, og interessen for gode fødevarer har aldrig været større,« siger Kristian Gade.

Udstillingen af maskiner er også med til at tegne et professionelt billede af landbruget.

»Nutidens landmænd har moderne grej, og det er vigtigt at vise det dels til forbrugerne men også til de kommende generationer af landmænd, som vi gerne skal have i tale,« siger Kristian Gade.

Ambition om flere gæster

Selvom årets landsskue slog publikumsrekord, er der plads til flere gæster.

»Hvis vi formår at forny os, er det ikke urealistisk, at vi kan tiltrække flere gæster i fremtiden. Vores hyldest til de Unge Landmænd var en af de aktiviteter, som gav stor opmærksomhed, selvom det var nyt for os at hylde folk på den måde. Men interessen for de unge og for tv-programmet bekræfter mig bare i, at landbruget er i en positiv gænge i forhold til at komme i kontakt med omverdenen. Og forbrugerne vil os,« slår Kristian Gade fast.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle