Producentforening jagter erstatning for prrs-udbrud

Danske Svineprodu-center er stærkt utilfredse med Hattings håndtering af prrs-udbruddet i juli og vil kræve erstatning på vegne af de berørte svineproducenter.

Danske Svineproducenter vil gå rettens vej og kræve erstatning for de tab, som en stribe svineproducenter har haft efter brug af sæd fra Hatting Horsens, der i juli blev ramt af et prrs-udbrud.

Det er meldingen fra producentforeningens direktør, Per Bardrum, som dog i første ombæring vil søge en dialog med Hattings ledelse for at finde en fælles løsning, der kan kompensere for de betydelige økonomiske tab, som de foreløbig cirka 20 svineproducenter, der har henvendt sig til Danske Svineproducenter for at få foreningens hjælp, har lidt.

»Det klart bedste vil være, at vi finder en løsning sammen med Hatting, som alle er tilfredse med, for vi ønsker ikke en opslidende retssag som den, der var om prrs i 1990’erne. Viser det sig, at vi ikke kan komme frem til en aftale, har vi besluttet at gå rettens vej«, siger Per Bardrum, der fastslår, at der er gode grunde til at søge en erstatning hos Hatting.

»Det er vores overbevisning, at kommunikationen til de producenter, der har købt sæd hos Hatting op til 26. juli, hvor prøverne hos Hatting viser sig positive for prrs, har været fuldstændig forfærdelig og er ansvarspådragende«.

For lang tid

Ifølge Per Bardrum, der selv var direktør for Hatting i 1990’erne, går der alt for lang tid fra den positive melding om prrs hos Hatting 26. juli omkring kl. 15, til Hatting udsender sms og mail tirsdag og onsdag ugen efter.

»Mange kunne været gået fri af prrs, hvis de havde fået besked med det samme fra Hatting. Søer, der var insemineret, kunne slås ned, og andre kunne nå at stoppe med at bruge det inficerede sæd«, siger han.

Ifølge Per Bardrum burde Hatting også have sikret sig bedre mod at blive smittet med prrs.

»Hatting har ikke gjort, hvad man kunne gøre for at undgå en smitte. De burde bruge PCR-test, vurdere om stationen er placeret forsvarligt i forhold til smitterisiko og sætte filtre op for at forhindre smitten«, fastslår han.

»Vi har fulgt reglerne«

Hatting-direktør Per Nyby bemærker, at ornestationen i Horsens har levet op til de krav, der fra Seges Svineproduktions side er til drift af ornestationer, herunder krav til blodprøvetestning.

»Derfor er det svært at vide, hvilke yderligere krav vi skulle have levet op til«, siger han i en bemærkning til Danske Svineproducenters udmelding.

Faktaboks

Retssag:

  • LADS vil på vegne af prrs-smittede besætninger sagsøge Hatting.
  • Man mener ikke, Hatting gjorde nok for at forhindre smittespredning eller informere om risici.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle