Grubbesår raps med gyllenedfælder

Fokus-gyllenedfælder kan monteres med en såmaskine, så gyllen kan placeres samtidig med såning af raps.

Claus Skov har monteret en rapssåmaskine på gyllevogn med Horsch Focus-gyllenedfælder.

Gyllenedfælderen har 15 Horsch Tiger TerraGrip-tænder, der kan løsne jorden og placere gyllen i for eksempel 25 cm dybde. Nedfælderen med rapssåmaskinen fungerer dermed som grubbesåmaskine med seks meters arbejdsbredde.

"De første rapsmarker, der blev sået med nedfælderen i 2009, har opnået en god etablering. Mine kunder er glade for, at få 20 ton gylle pr. hektar nedfældet på den måde. Det aflaster opbevaringskapaciteten, så man ikke tvinges til for tidlig udbringning om foråret," siger Claus Skov, Skov's Maskinstation, Ulbjerg ved Skals.

Claus Skov har en 25 ton treakslet Samson PG gyllevogn. Traktoren er en John Deere 8530 med 370 hk. Den midterste aksel på gyllenedfælderen er med trækkende hjul.

Træk på gyllevognen

"Traktoren har rigelig trækkraft. I den forbindelse er det en fordel, at den midterste aksel på gyllevognen er med trækkende hjul. Dette hjulpar, der drives hydraulisk, kan overføre ca. 100 hk," siger Claus Skov.

Han anvender ikke alene nedfælderen til sædvanlig sortjordsnedfældning om foråret. Focus-nedfælderen anvendes også forud for såning af majs..

Takket være Tiger-tænderne kan nedfælderen også anvendes solo som stubharve. Focus-nedfælderen er dermed en alsidig maskine.

Ved såning af majs placeres gyllen med bageste tandrække (gylle), hvorved rækkeafstanden er 75 cm som sædvanligt. Ved samtidig gyllenedfældning og såning af raps er der udløb på både forreste og bageste tandrække, så rækkeafstanden er 37,5 cm.

Claus Skov vil til 2010-sæsonen forbedre såmaskinen til gylleplacering/grubbersåning af rap. Frøene skal placeres lige bag tænderne. Til det formål er det planen at anvende modificerede skivesåskær.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle