For hårde mod Danish Crown

Danish Crown plejer at få verbale hug på Danske Svineproducenters generalforsamling. I år var tonen en anden.

Danske Svineproducenter er ikke kendt for at være blide i deres kritik af Danish Crown. Virksomheden har gennem årene fået slag i en række sager, herunder håndteringen af UK-forretningen, og slagteriets notering får også jævnligt skarp kritik.

Måske Danish Crowns aktuelt høje notering, der mere end matcher sine europæiske konkurrenter, har spillet en rolle, for hvor tidligere års generalforsamlinger hos Danske Svineproducenter har båret ved til Danish Crowns-bålet, så blev der i år åbnet en ny flanke i debatten om den danske slagterigigant.

Det var bl.a. den sjællandske storproducent Kim Kjær Knudsen, der gik i rette med produktionsforeningen.

»Vi skal arbejde sammen, gøre hinanden stærkere og ikke spænde ben for hinanden. Jeg synes, at der i det seneste år er gået meget tid i landsforeningen med at pege på forskellige udfordringer i Danish Crown. Virksomheden har også været udfordret, men det bliver en intern krig, når vi offentligt diskuterer hinandens sten i skoen. Jeg synes, vi skal gøre os umage med at pege på løsninger i stedet for allerede kendte udfordringer«, sagde han og udtrykte skuffelse over, at der fra foreningens side ofte blev brugt gloser, som kun var veganerpartiet værdigt.

Foreningens formand, Kim Heiselberg, tog kritikken til sig:

»Vi kan være helt enige om, at tonen skal være anderledes. Vi kommer fra et 2018, hvor ikke ret mange kunne se lyset for enden af tunnelen. Vi bevæger os ind i noget nu, som vi overhovedet ikke havde drømt om. Det animerer også til, at tonen forbedrer sig«.

Holger Iversen udtrykte også tilfredshed med Danish Crown og stak i stedet til konkurrenten Tönnies:

»Hver eneste torsdag melder Danish Crown ud, hvad man vil give for grisene. Det er total gennemsigtighed. Hvis der er et sted, hvor der ikke er gennemsigtighed, er det ovre hos Tönnies«.

Formanden fastholdt behovet for et konstant pres på Danish Crown for, at de leverer:

»Vi er kritiske set ud fra den side, at vi er interesseret i at blive oplyst. I perioder er der frustrationer, når udlandet løber forbi Danish Crown på noteringen. Hvis landsforeningen spørger ind til tingene, vil nogen mene, vi er for kritiske, og andre vil mene, det er det rigtige niveau«.

Faktaboks

Det blev også drøftet:

  • Debatten på Danske Svineproducenters generalforsamling har ved tidligere lejligheder været præget af skarpe holdninger fra tilhørerne. Den retorik var fraværende ved årets debat, og der var en række roser til formandens beretning, bl.a. fra Erik Larsen fra L&F Svin, der kvitterede for godt samarbejde. Vildsvin og vildsvinehegnet samt gebyrsagen ifm. smågriseeksport var andre emner, der fyldte i debatten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle