Høsten spænder fra super til middelmådig

Der er indtil videre kun høstet mindre mængder gulerødder og det meste direkte til markedet som friske danske gulerødder.

"Over en bred kam ser det rigtig godt ud. De første, der blev høstet, var ikke så pæne, men nu er det rigtigt flotte gulerødder, som høstes," fortæller Peder Krogsgård, konsulent i Gartnerirådgivningen.

Løg uden skimmel

30 procent af arealet med bundtløg er blevet taget af markerne med fornuftige udbytter.

"Næsten alle marker med løg kan vandes, og derfor har man trods det tørre vejr høstet tidlige og store løg. Løgskimlen har vi ikke set ret meget til, og så ser bundtløgenes blade rigtig godt ud," siger Peder Krogsgård.

Store forskelle i salaterne

Der dyrkes salat i hele perioden fra maj til oktober, og der er store forskelle udbytterne fra salathold til salathold.

"Det er svært at sige noget generelt, men vi har haft færre problemer med skadedyr end andre år. Det tørre vejr har også gjort, at vi har set mindre skimmel," siger Svenn Melchior Nilsson fra Gartnerirådgivningen.

To ton rødsvingel pr. hektar

Den mest tørkerobuste græsafgrøde, rødsvingel, er blevet høstet og med gode resultater over det meste af linjen.

"Det tegner til at blive en god gennemsnitshøst, og nogle steder er udbytterne oppe over mere end to ton renvarer pr. hektar," siger avlschef i DLF-Trifolium Birthe Kjærsgaard, som også tilføjer, at kvaliteten er god, med mange veludviklede frø.

Super hvidkløver

Den seneste uges vejr har været perfekt for høsten af hvidkløver, og det hele er efterhånden kommet i hus.

"Nogle steder giver det rigtig godt, med udbytter tæt på et ton råvarer pr. hektar," fortæller, Birthe Kjærsgaard.

Hårde odds for rajgræs

Med udbytter på 500-600 kg. pr. hektar på dårlige marker, er årets høst af rajgræs under gennemsnittet.

"Det har været for varmt og for tørt til de sildige typer," siger Birthe Kjærsgaard.

Græsmarker uden vand lider

Den seneste nedbør har mange steder ikke været nok til at sparke gang i 3. græsslæt. Det ses mange steder på udbytterne, der ligger langt under 2.500 FE pr. pr. hektar.

"Hvor første slæt mange steder gav 3.500-4.500 FE pr. hektar, har 2. og 3. slæt været meget mærket af tørken," siger landskonsulent fra landscentret, Martin Mikkelsen. Han forklarer videre, at kommer der gang i nedbøren indenfor den nærmeste fremtid, så kan der avles store udbytter i græsslæt i august og september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle