Jorden kalder Kasper!

Hvis du spørger Kasper, skal livet leves med jord under neglene. Til februar høster han en titel som driftsleder fra Landbrugsskolen Sjælland og er klar til at springe ud som medejer af en gård.

Naturen er som et lille barn, der skal passes og plejes, hvis du vil have den som levebrød. Det er en af Kasper Christensens livsfilosofier. For når vi taler landbrug og dyrkning af Moder Jord, er Kasper helt fremme i skoene.

Og han ved, hvad han taler om. Kasper er nemlig født og opvokset på en gård i Vordingborg på Sjælland med 700 hektar god dansk muld og nypløjede marker med korn og roer i knæhøjde.

Sjuskeri giver bagslag

Selv om Kasper i dag »kun« er 21 år, er han ikke et øjeblik i tvivl om, hvorfor han planlægger at investere hele sin fremtid inden for landbruget.

»Jeg har altid været til landbruget. For mig har naturen en stor værdi, og der ligger en udfordring i at arbejde med den og få lov til at så og se en afgrøde vokse og vide, at du skal gøre det ordentligt og ikke sjuske i processen, hvis du har tænke dig at leve af det,« fortæller Kasper.

Sommerfugle i maven

For tiden er Kasper dybt begravet i studiebøgerne på Landbrugsskolen Sjælland, hvor han læser til driftsleder. Til februar er der dømt sommerfugle i maven og sved på panden for Kasper og hans 19 klassekammerater, der individuelt skal op til eksamen og forsvare hovedopgaven på modul 3.

»Hovedopgaven lyder, at vi skal investere i en landbrugsejendom, så det bliver optimalt at udvide, og så skal vi få det til at løbe rundt,« forklarer Kasper og fortæller, at han bruger cirka to-tre timer på lektier hver aften.

Lader sig ikke skræmme

Når Kasper er færdig på Landbrugsskolen Sjælland og pakker tøj og eksamensbevis ned i kufferten, skal han for alvor ud og prøve kræfter med at dyrke sin store lidenskab - jorden.

»Jeg bliver medejer af min fars gård allerede fra i år, og planen er, at jeg med tiden overtager den - og gårdens otte ansatte. Og, ja, jeg bliver en meget ung arbejdsgiver, men min far er hele tiden i baggrunden,« siger Kasper.

I det hele taget er Kasper ikke bleg for at sætte sig store mål. Og han lader sig ikke skræmme af modstand på sin vej.

»Jeg er realistisk og ved, at jeg skal ud og kæmpe med en masse love og regler, som landmændene skal overholde i landbruget. Men jeg har masser af gå-på-mod«. elt

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle