Kædeharve bekæmper ukrudt hos økologisk avler

Hos Søren Næsborg, Horsens, klarer Kelly-harver ukrudtet ved øverlig harvning. Ploven er helt droppet, og der sås med direkte såmaskine.

"I mange år har det været min overbevisning, at pløjning og økologisk planteavl hører sammen. Nu ved jeg, at pløjefri dyrkning med kædeharve og direkte såmaskine er et bedre og billigere alternativ," siger maskinhandler og økologisk planteavler Søren Næsborg, Horsens.

På et åbent hus-arrangement hos fabrikanten af Kelly-kædeharver, KK Europe, fortalte Søren Næsborg om sine erfaringer med den australske Kelly kædeharve og den argentinske Juri, der er en direkte såmaskine med rulleskær og dobbelte skiveskær.

"En sent sået vinterrapsmark blev her i foråret ødelagt af et kraftigt angreb af glimmerbøsser. En traditionel økologisk planteavler ville derfor pløje og harve før omsåning. Men jeg besluttede at prøve noget helt nyt," siger Søren Næsborg.

Den pløjefri fremgangsmåde gik ud på først at harve marken med en Kelly kædeharve med stålstøbte tallerkener. Afgrøderesterne blev dermed findelt og opblandet i det øverste fem cm jordlag. Derefter blev tallerken-kæden udskiftet med Kellys nye Prickle-kæde, der består af led med påsvejste tænder.

Ukrudtsharvning

"Marken fik to bearbejdninger med Prickle-kæden, så mest muligt af det fremspirede ukrudt blev ødelagt.

Det lykkedes ganske fint i den på dette tidspunkt tørre periode. Derefter skete tilsåningen af vårbyggen med Juri-såmaskinen," fortæller Søren Næsborg.

Han er godt tilfreds med vårbyggen, der blev hurtigt etableret efter den sene såning.

Såorganerne på Juri-såmaskinen består (nævnt forfra) af et lige rulleskær, der normalt stilles i en arbejdsdybde på 11 cm, altså dybere end sådybden. Derefter følger de dobbelte skiveskær, der åbner sårillen. Sådybden stilles normalt til fire-fem cm. Bagest er der dobbelte pakkerhjul, der trykker jorden fast om udsæden. Det er vigtigt, at rulleskærets og skiveskærenes arbejdsdybde (sådybde) kan stilles uafhængigt af hinanden.

"Det har stor betydning, at Juri kan placere udsæden på et ubearbejdet og derfor fugtigt underlag. Den rille, der fremstilles af rulleskæret forrest, betyder, at afgrødens rødder hurtigt kan trænge i dybden, hvor jorden er fugtig," siger Søren Næsborg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle