Kan ægtefællen nu løbe med pensionen?

Efter de nuværende regler skal almindeligt forekommende rate- og kapitalpensioner deles, når ægteskabet opløses. Andre pensionsordninger skal imidlertid ikke deles. Dette indebærer, at ægtefællen med kapital- og ratepensionen ved skilsmisse skal aflevere halvdelen til den anden ægtefælle.

Har den anden ægtefælle kun andre ordninger end rate- og kapitalpensioner, skal der ikke afleveres noget tilbage. Nogle mente, at det var urimeligt, og blandt andet derfor bliver reglerne ændret her fra nytår, således at alle pensionsordninger som udgangspunkt ikke skal deles.

Her gælder nye regler

De nye regler vedrører kapital- og ratepensioner samt supplerende engangsydelser. Reglerne gælder også for sådanne ordninger, der er kommet til udbetaling, men som ikke er forbrugt. Udbetalingerne anses for forbrugt, hvis de er indgået i den løbende drift i ægteskabet.

Har man f.eks. med sin kapitalpension indfriet en gældspost i en fællesejet ejendom, kan man udtage værdien før deling af ejendommens restværdi. Er kapitalpensionen derimod gået til ferier, hårde hvidevarer eller bøf og rødvin, må man nok se i øjnene, at det forbrugte beløb er tabt i fordelingsnøglen.

Rimelige ordninger

Det er kun såkaldte rimelige pensioner, som ikke skal deles. Hvad det nærmere betyder er overladt til domstolene. Lovforslaget nævner, at ordninger, som ligger på niveau med ordningerne på arbejdsmarkedet i almindelighed, vil være rimelige.

For selvstændigt erhvervsdrivende vil målestokken nok blive virksomhedens økonomiske stilling. Kan virksomhedens omsætning, indtjening og soliditet bære etablering af den pågældende pensionsordning? Hvis ikke, eller hvis ordningens etablering i realiteten betyder, at virksomheden belånes, vil ordningen måske blive anset for urimelig.

Af lovforslaget fremgår også, at ordninger der har karakter af ekstra opsparing, skal deles. Mere end én sædvanlig og rimelig pensionsordning kan således ikke forventes undtaget fra delingen. Generelt gælder endvidere, at ordninger, etableret ved optagelse af lån, heller ikke kan forventes at blive anset for rimelige.

Fællesskabskompensation

Har ægtefællerne under ægteskabet indrettet sig på, at den ene part af hensyn til familien, herunder hensynet til driften af den anden ægtefælles virksomhed, helt eller delvis har valgt at gå derhjemme, rummer reglerne mulighed for kompensation til den hjemmegående. Det er skifteretten, som i sidste ende afgør, om kompensation skal finde sted.

Kompensationen til den hjemmegående ægtefælle kan højest udgøre halvdelen af forskellen mellem de pensionsordninger, ægtefællerne under ægteskabet hver især har opsparet til med midler fra fællesejet. Dette gælder, uanset om ordningerne i øvrigt er rimelige.

Til gengæld skal den nødlidende ægtefælle ikke stilles bedre end rimeligt. Hvor grænsen går, er usikkert, men der tages udgangspunkt i, hvad den hjemmegående ville have optjent, hvis der havde været tale om fuldtidsarbejde reduceret med det, der rent faktisk er opsparet.

Der skal dog ikke kompenseres, hvis forskellen mellem parternes pensioner ikke overstiger, hvad der kunne være opsparet ved to-års fuldtidsforsikret arbejde.

Yderpunkterne kan illustreres ved et eksempel, hvor hustruen har gået hjemme og passet familien og regnskaberne, mens manden har drevet gården. Manden har opsparet en i øvrigt rimelig pensionsopsparing på 1.500.000 kr., mens hustruen har opsparet 200.000 kr.

Manden kan højest komme til at aflevere halvdelen af forskellen på 1.300.000 - dvs. 650.000 kr. til hustruen. Begge parter har således fået 850.000 kr. Kunne hustruen, i de år hvor hun gik hjemme, have opsparet yderligere 300.000 kr., hvis hun havde haft fuldtidsarbejde, vil minimumskompensationen tage afsæt i dette beløb - altså i alt 500.000 kr. til hustruen og 1.200.000 kr. til manden.

Andre

kompensationsmuligheder

Har man været gift i over 15 år, og er forskellen på de årlige udbetalinger mellem ægtefællernes pensionsordninger mere end 50.000 kr., kan der også blive tale om at kompensere. Kompensationen ydes for ikke at stille en af ægtefællerne urimeligt ringe. Ifølge lovforslaget stilles man urimeligt ringe, hvis den årlige udbetaling fra ens pensionsordning er under 135.000 kr.

Omvendt har ægtefæller i ægteskaber på under fem år ret til at udtage samtlige pensionsrettigheder uden deling. Dette gælder, uanset om de pågældende ordninger er rimelige eller ej. Det er muligt, at etablering af et omfattende økonomisk fællesskab inden for fem-års-fristen kan medføre, at der skal ydes kompensation ved opløsning af korterevarende ægteskaber. Yderligere om afgrænsningen heraf må overlades til praksis.

Man skal dog være opmærksom på, at der generelt gælder nogle særlige kompensationsregler. For eksempel kan en ægtefælle, der har misbrugt sin andel af formuefællesskabet, pålægges at yde den anden ægtefælle et vederlag. Misbrug af formuefællesskabet kan foreligge ved unormalt store indbetalinger til pensionsordninger med midler hentet fra formuefællesskabet.

Ægtepagter

Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale at bevare ligedeling af rate- og kapitalpensionerne. Vær opmærksom på, at deling af pensionsordninger kan medføre, at ordningerne anses for hævet med den virkning, at der pålægges 60 pct. i afgift.

For at undgå dette, bør delingen af ordningerne knyttes til den fremtidige og usikre indtræden af ægteskabets ophør. I så fald anses ordningerne nemlig ikke for hævet allerede ved underskrift af ægtepagten. Søg hellere advokat i forbindelse med ægtepagter.

Rimelig pensionsordning

Selvom pensionsordninger fra nytår ikke skal deles, når man går fra hinanden, er der gennem forskellige kompensationsordninger åbnet for en udvikling, hvor den ene ægtefælle alligevel ikke blot kan løbe med det hele.

Særlig væsentligt er kravet om, at en pensionsordning skal være rimelig, før den kan udtages uden deling. Sammen med reglerne om, at ekstra opsparinger samt usædvanligt store ordninger alligevel skal deles mellem parterne, er der formentlig dannet et tilstrækkeligt værn om pensionsmæssig udsultning af den ene ægtefælle.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle