Så kom Dan Jørgensen på forsiden, endda hele vejen tværs over på madvennernes hoforgan, Politiken. Ikke med tale om eksport og arbejdspladser, vækst og miljøforhold. Nej, med noget meget nærmere hjertekulen hos avisens nok overvejende københavnske læsere. Her giver det nu en gang mere genlyd, når fødevareministeren blæser til kamp for danske spisevaner. »Måske skulle man slukke for brødrene Price og sætte sig ned og spise sammen med sin familie og venner,« lød opråbet, der nok kunne sætte gang i sommerdebatten.
Ret forudsigeligt slog Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance syv kors for sig med ordene: »Det rager ikke Dan Jørgensen, hvad jeg spiser«. Og lige så forudsigeligt og deprimerende uddybede ministeren selv sine synspunkter med et hak i tuden til landbruget og de borgerlige, hvis tankegang »gennemsyres af, at vi skal lave så meget som muligt så billigt som muligt«.
Men lad os nu glemme skældsordene og de forudsigelige tilføjelser og for et øjeblik se lidt positivt på Jørgensens sommerballon. Ingen bør være mere interesseret end landbruget i, at danskerne får bedre mad og madvaner. Dan Jørgensen gør jo ret i at pege på paradokset med, at Danmark både byder på nogle af verdens fineste restauranter, og vi samtidig har et hverdagskøkken mange steder, der helt ærligt godt kunne være lidt sundere.
I årtier er madens del af den denske families budget blevet mindre og mindre - tænk, hvis vi kan vende den tendens. Det kan sagtens gøres uden at forfalde til Noma-mærkværdigheder eller forlange, at snesevis af rodfrugter skal skrælles efter fyraften hver onsdag. Lad os endelig få maddebatten ud af tv-programmerne og ud til spisebordene. Dansk landbrug kan levere alt det, I vil købe og betale for.
Så alt i alt: Velbekomme, Dan. Glem skældsordene - og vi kommer med kartofler og jordbær. Nye og danske, selvfølgelig.
