Landbruget skal kommunikere mere direkte

Det er prisværdigt, at LandbrugsAvisen lancerer en kampagne omkring bøvl og bureaukrati for landmanden. Mange af konsekvenserne kendes givetvis ikke af alle relevante lovgivere på Christiansborg. Derfor skal informationen nå frem til alle, som lovgivningsmæssigt arbejder med området. Selvfølgelig har landbrugserhvervet løbende kontakt til relevante ordførere, embedsfolk og ministre. Kommunikationen bør dog blive spredt lidt mere ud til andre i periferien heraf, så trykket kan komme bredest muligt på embedsværket og ministeren.

Kampagnen på bl.a. TV2 News med en film speaket af Jørgen Leth er en god kommunikation til den brede befolknings forståelse af et erhverv, der skaffer store milliard-eksportindtægter hjem til landet og sikrer tusindvis af arbejdspladser. Men i den daglige politiske forhandling behøver lovgiverne f.eks. medlemmerne af Folketingets fødevareudvalg mere præcis og hyppig information. Det kan f.eks. undre, hvorfor LandbrugsAvisen ikke fast ligger i posten til udvalgets medlemmer. Hvorfor kommer der ikke jævnligt faktanotater med konkrete forslag til afbureaukratisering, eller hvorfor er der ikke hyppigere foretræde i de relevante udvalg?

Man taler mange gange om, at embedsfolkene taler og skriver på en måde, så alle vi andre kan have svært ved at forstå, hvad der menes. På samme måde skal landbruget også tænke på kommunikationen, når der tales med andre, som ikke har den daglige gang i og omkring landbruget, og som derfor ikke forstår fagterminologien.

Jeg føler, at jeg kan sige det med en vis vægt, da jeg selv kommer fra en landbrugsfamilie, hvor min storebror er fuldtidslandmand, ligesom jeg selv er deltidslandmand. Min storebror er som de fleste andre tit frustreret over de mange regler, han skal følge, og som tilsidesætter det gode landmandskab. Når han lader frustrationen gå ud over mig ved søndagsbordet, beder jeg ham konkretisere kritikken og løsningsforslagene frem for at stå nede i laden og skælde ud eller ude ved gærdet og blive enig med naboen om politikernes åbenlyst manglende formåen.

Nu er han i familie med et folketingsmedlem, som gerne tager sager op i folketinget, der kan lette landmandens hverdag. Men langt de fleste landmænd er afhængig af, at deres organisation taler deres sag, og der kan det ikke hjælpe - med al respekt at bringe indlæg og artikler i LandbrugsAvisen eller andre landbrugsmedier, som mest af alt er en intern kommunikation landmænd imellem. Landbruget bør kommunikere mere direkte, end det sker i dag. Vi er stadig nogle på Slotsholmen, der vil tale landbrugets sag - vi har blot en gang imellem behov for lidt mere sparring og information fra erhvervet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle