Landbruget står klar med de gode historier

Foruden de faglige udstillinger har Landsskuet en vigtig opgave i at skabe kontakt mellem by og land.

Nøj, hvor er de store! Nøj, hvor er de adrætte! Nøj, hvor var han bare flink!

Måske har du selv hørt eller set dem - de begejstrede børn og voksne, som i tusindvis vandrer igennem stalde og udstillingsarealer på Landsskuet i Herning. Her får de gode næroplevelser med landbruget, og at knytte kontakten mellem land og by er et af dyrskuets vigtigste opgaver, mener Landsskuets sekretær, Mads Fjordside.

»For hvert år der går, bliver afstanden mellem land og by større. Men på de danske dyrskuer kan vi bringe landmænd og byboere tættere på hinanden, og vi får muligheden for at servere flere af de mange gode historier, som landbruget kan fortælle,« siger han.

Årets landsskue skal ikke være en undtagelse fra den regel, og med 2.449 tilmeldte dyr og 4,3 hektar fuldtegnet udstillingsareal har landbruget og Landsskuet igen lagt sig i selen for at give et godt og varieret indtryk af livet, hverdagen og oplevelserne uden for byskiltet.

»Som noget nyt har vi i år også hundeudstilling, og med det tiltag kan vi sige, at stort set alle dyr på landet udstilles og vurderes her på skuet,« fortæller Mads Fjordside.

Se køerne fra sofaen

Et andet nyt tiltag er live-streaming af kvægbedømmelserne i Hal Q. Det står den lokale tv-station, TV MidtVest, for i samarbejde med raceforeningen Dansk Holstein. Foruden at live-streame eksteriørbedømmelserne af kvæg vil tv-stationen også bringe andre indslag fra Landsskuet samt invitere gæster i et interimistisk studie uden for Hal Q.

»Det er et nyskabende og sjovt tiltag, som Dansk Holstein afprøvede ved dyrskuet ved Agromek i vinter. Det er målrettet lokale, samt de interesserede som ikke har mulighed for at overvære alle bedømmelserne,« fortæller Mads Fjordside.

Rigtige mænd med møggreb

Besøgende vil på Landsskuet også få mulighed for at overvære Bondedysten fredag middag, som LandboUngdom står bag. Foruden lokale hold vil »De rigtige mænd« fra DR’s kendte tv-serie også stille op i disciplinerne, som tager udgangspunkt i godt og gedigent landmandsarbejde.

Kendisser kan man også finde til Limousineforeningens avlsdyrauktion fredag eftermiddag, som i anledning af sit ti-års jubilæum har inviteret Finn Nørbygård til at give limousinefolket en pep-talk, som forhåbentlig får dem til at hive flere sedler op af baglommen.

Den traditionsrige åbning af dyrskuet står Martin Merrild, L&F, for i samarbejde med Kristian Gade, Landsskuet samt Hernings borgmester, Lars Krarup.

800 campingvogne knytter venskaber

Foruden at fortælle gode historier om landbruget er Landsskuet også et sted, hvor venskaber knyttes på tværs af udstillerne. Det sker i høj grad på campingpladsen, hvor de 800 campingvogne er fuldt bookede.

»Der er en særlig stemning i campingområdet, og vi ved, at flere anser landsskuedagene som et afbræk fra deres hverdag hjemme på gården,« fortæller Mads Fjordside.

Faktaboks

Highlights

  • Landsskuet foregår i dagene 2.-4. juli i Herning
  • 2449 dyr er tilmeldt
  • 43.000 kvadratmeter udstillingsareal er udsolgt
  • 800 campingvogne er bookede
  • Varieret program med noget for alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle