Landmænd vinder over styrelse ved EU-domstol

Ifølge EU-domstol trak styrelse landmænd for meget i støtten i sag om krydsoverensstemmelse.

Danske landmænd blev trukket for meget i støtten, da de overtrådte gødningsreglerne. Det siger en ny principiel dom fra EU-domstolen ifølge advokat Hans Sønderby fra advokatfirmaet Sønderby Legal.

Sagen drejer sig om landmænd, der brød gødningsreglerne i 2006-2009. Derfor skulle de betale en procentdel af deres EU-støtte tilbage efter reglerne om krydsoverensstemmelse.

Ifølge Hans Sønderby valgte Landbrugsstyrelsen at trække en procentdel af den støtte, de fik i det år, de konstaterede fejlen. Ifølge EU-domstolen skulle de have trukket en procentdel i det år, hvor landmændene overtrådte reglerne.

Da mange af landmændene modtog mere støtte i det år, hvor Landbrugsstyrelsen opdagede fejlen, kom de til at betale mere for deres fejl, end hvis Landbrugsstyrelsen havde brugt reglerne korrekt.

Problemet blev åbenlyst, da landmænd anlagde sag mod Landbrugsstyrelsen ved Østre Landsret i 2013. Landsretten valgte at spørge EU-domstolen, der nu er kommet med sit svar. Nu skal myndighederne beslutte, hvordan de vil forholde sig til dommen.

»Den beslutning venter vi med spænding. Når en myndighed begår en fejl, skal der laves en helt ny afgørelse, men i det her tilfælde vil sagen være forældet. Det store spørgsmål er, om myndighederne overhovedet kan trække KO på overtrædelse af danske særregler. Det skal vi også diskutere. Det er ikke forelagt Domstolen og derfor ikke afgjort, men hvis ikke Styrelsen giver efter nu af sig selv, vil det største juridiske slag komme til at gå på det«, siger Hans Sønderby.

Hos Landbrugsstyrelsen bekræfter enhedschef Steen Bonde, at sagen handler om, hvorvidt landmændene, der har overtrådt gødningsreglerne, er blevet trukket i det korrekte år.

»Vi har indrettet vores administration på, at EU-Kommissionen tidligere har bedt os om at sanktionere og trække de pågældende landmænd i landbrugsstøtte i ’konstateringsåret’. Nu foreligger der en præjudiciel dom fra EU-domstolen, der peger i en anden retning. Den skal senere på efteråret behandles i Østre Landsret. Det videre forløb drøftes nu mellem vores advokat, Kammeradvokaten, og modpartens advokat. Vi vil naturligvis sikre, at vores administration er i overensstemmelse med EU-reglerne«, skriver Steen Bonde i en email.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle