Mælkeproducent må fortsat gødske sine marskenge

Naturstyrelsen fandt 18 hektar ny beskyttet natur hos Palle Vangsgaard Dahlmann. Men Tønder Kommune var af en anden opfattelse.

Mælkeproducent Palle Vangsgaard Dahlmann fra Skærbæk i Sønderjylland så mørke skyer trække op om sin landbrugsmæssige fremtid, da han for nylig opdagede, at Naturstyrelsen havde registreret 18 hektar af hans marskenge som ny, beskyttet § 3-natur.

De 18 hektar lå delvist i pletter og striber på tværs af de græsmarker, som hans ungkreaturer afgræsser, så reelt var 33 hektar eller mere end en fjerdedel af hans jord ramt af § 3-mærkatet - og dermed af det forbud mod at gødske § 3-enge som, et politisk flertal har vedtaget, skal gælde fra 2017.

Færdig som landmand

»Det bliver virkelig svært for mig at komme videre som landmand, hvis jeg ikke længere kan gødske arealet og tænke det ind i mit harmoniareal. Der er jo ikke jord i overskud andre steder,« siger Palle Vangsgaard Dahlmann.

Heldigvis vendte billedet, da den frustrerede landmand gik til sin kommune, Tønder Kommune. Her fik han præciseret, at Naturstyrelsens registreringer af § 3 arealer kun er vejledende og, at man som landmand kan bede sin kommune om at revurdere en § 3-registrering. Det gjorde Tønder Kommune i Palle Vangsgaard Dahlmanns sag. Det viste sig, at kriterierne for en § 3-registrering ikke var opfyldt, da hans enge med mellemrum er i omdrift. Så nu er § 3-mærkatet på alle 18 hektar fjernet igen.

»Få det efterprøvet. Det betaler sig,« opfordrer en glad Palle Dahlmann sine kolleger.

Faktaboks

§ 3-enge - tre kriterier

  • Skal være omlagt sjældnere end hver 7.-10. år.
  • Skal rumme bestemte urter og græsser.
  • Skal være fugtige og lavtliggende.
  • Alle tre kriterier skal være opfyldt for, at engen er beskyttet § 3-areal.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle