Af Asger Christensen, MEP, Venstre
Krisen rammer nu for alvor fødevaresektoren. Derfor har jeg opfordret fødevareminister Mogens Jensen til at komme danske landmænd til undsætning. Mens vi venter på det, forsøger jeg at hjælpe i Europa-Parlamentet.
Vi er nødt til at omprioritere de begrænsede penge i landbrugsbudgettet til de hårdest ramte sektorer. Vi siger nej til tiltag, der på længere sigt skader os. Landbrugskommissær Janusz Wojciechowski ser gerne, at vi lukker os om os selv, men det redder os ikke ud af konsekvenserne fra coronaepidemien, som landmænd i hele EU mærker lige nu. Dét er jeg lodret imod. Lader vi først de enkelte lande beskytte deres egne interesser, ender vi i en værre situation end nu. Samhandel med lande uden for EU er vejen til at skabe vigtig vækst for vores fødevaresektor.
Jeg er imod kommissærens ide om, at vi skal reducere import af landbrugsprodukter under coronakrisen. Det vil skade vores danske landbrugssektor på lang sigt, fordi vi er afhængige af at eksportere fødevarer af høj kvalitet til tredjelande. Desværre er det langt fra første gang, at jeg er meget uenig med landbrugskommissæren – og det bliver heller ikke den sidste.
I stedet for protektionistiske initiativer skal Kommissionen tillade privat oplagring af okse- og kalvekød. Priserne på kødet er så lav, at vi er nødt til at handle nu. Ligeledes skal fødevareminister Mogens Jensen også sørge for at fremrykke udbetalingen af støtte, som Kommissionen allerede har givet mulighed for. Jeg vil også foreslå, at ministeren fritager okse- og kalvekødsproducenter for moms, hvilket han også bør gøre hurtigst muligt. Vi kan ikke vente til, at danske kødproducenter går nedom og hjem. Vi producerer noget af det bedste og mest klimavenlige kød i verden, og det skal vi beskytte. Ministeren og landbrugskommissæren skal begge se at få arbejdstøjet på, så vi fortsat kan eksportere kalve- og oksekød af højeste kvalitet til resten af verdenen.
Det er svært at udtale sig om miljøets sande tilstand, når ingen kender den.
EU-kommissionen har netop bekræftet, at 98,5 % af danske vandløb og søer har en ukendt kemisk tilstand. Magtfulde embedsmænd har under skiftende regeringer valgt at ty til modeller og skrivebordsberegninger fremfor de krævede, fysisk-kemiske målinger – og det resulterer i både fagligt og juridisk forkerte restriktioner i forhold til danske landmænd. Landbruget bliver ofte i den offentlige debat beskyldt for at svigte miljøet. Men vi vil faktisk gerne have målinger, så vi kan bevise, at vi ikke forurener. Det er derimod myndighederne, der lader miljøet i stikken ved ikke at efterleve eksempelvis vandrammedirektivet. Hvad skal vi med et regelsæt, der har til formål at værne om miljøet, hvis administrationen ikke efterlever regelsættet?
