Om vandløb, oversvømmelser og nabohjælp

Af husmand Ole Mouritsen, Tjørnegaard

Jeg kunne ikke være med til stormødet i Brædstrup i lørdags, hvorfor mit indlæg bygger på tidligere informationer fra Axelborg m.m. om den megen regn og vandløbsvedligeholdelse.

Jeg har selv et meget lille husmandsted med meget våde græsmarker og et terræn, som ikke giver problemer med oversvømmelser, ud over at vi måtte opgive at få rendegraveren til at fjerne det oprensede slam fra sandfanget foran drænet. Hoveddrænet på 9” fra ca. 150 ha nabomarker løber gennem vores sandfang og videre via en lille grøft ud i vores sø og videre ud i vandløbene.

Vi får oprenset efter behov hver andet eller tredje år med et par fyldte frontskovle i rendegraveren. Med mit kendskab til drænsystemerne er det slet ikke almindeligt at have et sandfang, inden drænene løber ud i vandløbene med stort tryk efter al den regn.

Nu er kommuner blevet udnævnt til skurken eller at udvise forsømmelighed med oprensning af vandløbene. Jeg har ikke ekspertisen til at fastslå, hvor meget af denne manglende oprensning der skyldes fraværet af sandfang på egen mark eller naboernes marker opstrøms. Bundfældningen sker jo, hvor vandet løber langsomt, som ofte vil være de bredere vandløb på lavere arealer, hvor oversvømmelserne også ses i disse dage.

Jeg er ofte blev spurgt, om jeg også mener, at landbruget ikke får rigelig med støtte fra skatteyderne med de kr. 6-7 mia, som hvert år uddeles via EU. PÅ det seneste har jeg også hørt: »Skal vi byboer via kommunerne nu også betale for oprensning af det sand/slam, som landbruget selv udleder?«

Gad vide, om ikke en fælles indsats langs vandløbene med sandfang foran alle hoveddræn til en start kunne hjælpe på oprensningsproblemerne og vel også få kommunerne mobiliseret til at gøre mere, hvis stemningen bliver til samarbejde i stedet for diskussion om ansvar.

Med håb om, at regnen bliver til at håndtere fremover.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle