EU-Kommissionen fremlagde 12. marts 2011 et reformforslag for den fælles europæiske landbrugspolitik. Forslaget lægger overordnet op til, at den direkte støtte skal omfordeles og harmoniseres mellem medlemslandene og mellem landmændene, indførelse af en "grøn" komponent, en sænkning af støtteloftet for den enkelte bedrift samt en genindførelse af braklægningsordningen.
Reformforslaget er rent principielt en sammenblanding af to forskellige landbrugspolitiske strategier og dermed ikke særlig samfundsøkonomisk rationelt. Den nuværende landbrugspolitik er en videreudvikling af den liberaliseringsproces, der blev indledt i sidste halvdel af 1980erne og fulgt gennem alle de efterfølgende reformer af den fælles landbrugspolitik. Størstedelen af den egentlige støtte er flyttet fra at være koblet til produktionen over til nu at være langt mere afkoblet fra produktionen, samtidig med at disse betalinger år for år er blevet reduceret og efterfølgende flyttet over i landdistriktsprogrammet, hvor der med national medfinansiering er støttet en egentlig produktion af offentlige goder.
Fra et rationelt synspunkt bør den nuværende udvikling fortsætte og dermed understøttes af den landbrugspolitik, der skal træde i kraft efter 2013. Derudover kunne politikken forbedres ved en systematisk kortlægning af, hvilke offentlige goder der efterspørges i EU, og hvilken pris de europæiske borgere er villig til at betale for denne produktion. Disse informationer er vigtige for at få funderet en ny og mere rationel landbrugspolitik funderet på produktion af offentlige goder.
Den foreslåede støtteudligning og harmonisering mellem landene og landmændene er irrationel i denne sammenhæng. Hvorfor overføre store beløb til landmændene i primært Øst- og Centraleuropa? Det gavner indkomstmæssigt de nuværende jordejere, men ikke efterfølgende generationer på grund af kapitalisering, hvilket vil bremse den nødvendige strukturtilpasningsproces i de øst- og centraleuropæiske landbrugssektorer. Derudover er der ikke nogen som helst grund til at tro, at en omfordeling af støtten mellem lande og landmænd kan understøttes rationelt i udbud og efterspørgsel af offentlige goder. En fordeling baseret på det vil kræve analyser og overvejelser.
